Dansk bureau skal stå for Mastercard i Norden

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Kreditkortselskabet er globalt set en McCann-kunde – men i Norden har der hidtil været præference for de svenske og norske McCann-bureauer.

Mastercard er en global McCann-kunde, og så vil nogen måske finde det mindre interessant, at McCann Copenhagen nu kan skrive Mastercard på kundelisten.

Men når nu det forholder sig således, at Mastercard i en årrække har foretrukket de norske og svenske McCann-bureauer, så bliver det en noget mere spændende historie, at man nu har valgt McCann Copenhagen som sit nordiske lead-bureau.

“Vi har haft nogle samtaler i en periode, hvor vi drøftede en anderledes tilgang til markedsføringen strategisk såvel som kreativt,” fortæller Morten Ingemann, der er adm. dir. for McCann Copenhagen.

Ud over Danmark, Norge og Sverige vil samarbejdet efter nytår også komme til at omfatte de baltiske lande.

“Aftalen med McCann Copenhagen er indgået med ro i maven. Både på det strategiske og det personlige plan føler jeg mig i særdeles gode hænder, og vi har et spændende samarbejde liggende foran os,” siger Johan Lundberg, der er Head of Marketing.