Sidste sommer dukkede et ganske nyt bureau pludselig op som vinder af en bureaukonkurrence om TDC-brandet Telmore.
Vice er egentlig kendt mere som en ny tids ungdomsmedie, men i Danmark har man i de sidste to år arbejdet på at opbygge en bureauforretning under Vice-navnet.
Og nu kan Vice-folkene så prale med at have vundet en opgave af de sjældne for den danske bureaubranche: Vice i København er blevet valgt til at håndtere en række internationale Coca-Cola projekter.
Det fortæller Dagbladet Børsen.
Opgaven består i, at Vice Danmark skal være ansvarlig for alt indhold på de sociale medier for Coca-Cola, Coke Zero, Fanta, Sprite og juicebrandet Cappy i 40 europæiske lande. Derudover er det danske kontor blevet hyret til at være full-service-bureau for Sprite og digitalt bureau for Fanta i Europa.
De to ledere i Vice, Lars Hemming Jørgensen og Frederik Andersen, vil dog ikke over for Børsen sætte tal på størrelsen af opgaven og på, hvad de kommer til at betyde bureauet. Men der er formentligt tale om et betydeligt beløb med mindst to cifre foran millionen.
“Når man vinder sådan noget, kan man strukturere sig og bygge de bedste teams og lave de bedste setups. Det er meget sværere med små ad-hoc-opgaver, hvor du hele tiden skal bruge allrounders til at løse opgaven, fordi i næste uge skal du løse noget helt tilfældigt i en anden kategori,” siger adm. dir. Lars Hemming Jørgensen til Børsen.
Der er dog ingen tvivl om ambitionerne. Der er nu 40 medarbejdere i Vice Danmark, man omsatte for 12 mio. sidste år og er nået i plus på bundlinjen. I år regner man med en omsætning på 50 mio. kr., og målet er en omsætning på 250 mio. kr. om tre år.
Lars Hemming Jørgensen og Frederik Andersen kom for to år siden retur til Danmark fra det amerikanske bureau Story for at lede opbygningen af Vice.