Værten selv satte en barsk, realistisk tone ved verdens største og – med 25 år på bagen – ældste konference om sponsorater: WPP-selskabet IEG havde foretaget en analyse blandt amerikanske annoncører, der beretter om kraftige nedskæringer i deres sponsorinvesteringer.
Men til at inspirere til et nyt syn – og måske til at holde gejsten – havde arrangørerne hentet dansk bistand, idet 3 ud af 5 hovedtalere på den fire dage lange konference var danskere.
Rolf Jensen fortalte om The Dream Society – med et venligt nik i retning af Barack Obama, en dream society præsident – og slog, med Facebook og Twitter som eksempler, på, at vi vitterligt ønsker at blive involveret. Hvilket vel er godt nyt for en branche, der formidler events og sponsorater.
Keld Strudahl, international marketing director i Carlsberg (begejstret over Liverpools friske sejr over Real Madrid), redegjorde for “Part of the game” strategien, mens Johan Jervøe, corporate VP global marketing for McDonald’s Corp, dels talte om erfaringerne fra OL i Beijing, dels sammenlignede det globale marked med en klassisk markedsplads. De grundlæggende mekanismer har ikke ændret sig – det skulle da lige være, at udviklingen går så stærkt, at ingen kan forudse i morgen.
En fjerde dansker, Kasper Petersen – country manager i MEC Access, var med som menig konference-deltager, og han mener ikke, at de amerikanske annoncørers vej væk fra sponsorater umiddelbart kan oversættes til dansk.
“Det er splittet: Generelt bruges der færre penge – også i Danmark, også på sponsorater – men samtidig er mine ordrebøger fulde som aldrig før. Virksomhederne ser krisen som et signal til oprydning, og i mange tilfælde inkluderer det også et vilje til at udnytte budgetter anderledes end før,” siger Kasper Petersen.
Ikke at sponsorater sniger op til at være kampagnens omdrejningspunkt, men det er i stigende omfang kommet med på paletten.
“Salgsfremmende aktiviteter er i fokus, herunder også events og anden aktivering af sponsorater. Samtidig er tiden gunstig til at forhandle priser. F.eks. har Cimber/Sterling givetvis fået sponsoratet af det danske herrelandshold en del billigere, end hvad Dansk Håndbold Forbund måske havde regnet med,” siger Kasper Petersen.
Han hæftede sig ved konferencens hovedbudskaber, der på managementbog-sprog kunne kaldes Sponsoraternes Syv Gode Råd. Muligheder, som enten finanskrisen eller udviklingen i øvrigt har gjort aktuelle.
-
Link to business, not marketing
Se ikke kun sponsering som et marketingredskab, men et redskab til drive ny forretning. Virksomheder kan i stedet for sponsorfee binde aftalen op på, hvor meget den sponsorerede bidrager til omsætningen. Således får P. Diddy 50 pct. af indtjeningen af Ciroc Vodka. -
Nye modeller
Tænk anderledes. Lav sponsoraftaler på en ny måde – eller ud fra “Ideer så store, at de ændrer alt”, som den fjerde hovedtaler, Peter Diamonds, lancerede via sin X-prize – konkurrencen om at bygge et rumfly til turister. -
Underhold
Hvis ikke aktiviteten er god nok til at blive lagt på Youtube, så la’ vær’.
“Firkantet sat op, men danske virksomheder bør tage tanken til sig. Der er masser af uudnyttet plads til relevant underholdning i danske sponsorater,” siger Kasper Petersen, MEC Access. -
Inspirér
Forbrugeren elsker at blive udfordret – og få lov til at tænke selv.
“I 9 ud af 10 konkurrencer herhjemme stiller virksomheden spørgsmål, som man selv har givet svaret på 3 sek. tidligere. Den slags inspirerer ikke, men taler ned til forbrugeren,” siger Kasper Petersen. -
Kend platformen
“Gå ikke til Carlsberg med en skak-turnering – et fodbold-arrangement er en anden sag. Her gør både danske virksomheder og rettighedsholdere typisk deres forarbejde. De er bevidst om platforme – til gengæld halter det med eksekvering og aktivering,” siger Kasper Petersen. -
Invitér og aktivér
“Enabale participation … igen Carlsberg og Part of the game: Et godt eksempel på, at brugerne kan deltage og bidrage,” siger Kasper Petersen. -
ROI …
“Det er nemt at skære sponsorater fra, for der måles jo ikke på dem. Men mål dog dit sponsorat – for det kan måles,” konstaterer Kasper Petersen.