Ambitionerne er betydelige i et filmprojekt for A.P. Møller Mærsk, som Copenhagen Film Company står bag. Filmen ventes at få premiere i starten af 2012.
Grundlæggende har man ønsket i langt højere grad at fortælle en historie og undgå den filmede årsberetning, som mange corporate film ender som.
“Vi har et behov for at få fortalt historien om virksomheden, som den ser ud i dag over for både medarbejdere og besøgende på Esplanaden. Desuden vil der også komme udgaver på nettet. Men når man begynder at liste aktiviteterne op i en global koncern som vores, så bliver det let en statistisk opremsning,” siger informationschef, Steen Reeslev og fortsætter:
“Derfor har vores ambition været at få en film, der fortæller en fremadskridende historie, men hvor der samtidig er afsluttede kapitler. At fortælle historien om A.P. Møller Mærsk indebærer både at få fortalt historierne om de enkelte dele af koncernen samtidig med at man får dem bundet sammen. Og desuden vil vi gerne have medarbejderne gjort mere synlige end normalt.”
Hos Copenhagen Film Company siger partner Rene Strandbygaard:
“Vi har sat overliggeren højt og sammensat et usædvanligt stærkt hold til at udføre opgaven. Når vi præsenterer filmen i det nye år, vil man se en helt ny måde at lave corporate film på. Vi bryder med den klassiske fortælling fra A-Z og den filmatiserede årsberetning, og kommer vi helt ind til virksomhedens dna. Visuelt byder filmene på mange overraskelser, da fotograferne har arbejdet med metoder og effekter, man normalt ikke forbinder med virksomhedsfilm.”
Hele projektet har bl.a. indebåret, at tre filmhold har rejst jorden rundt, og sammenholdt med de kreative ambitioner, siger det sig selv, at der er tale om et meget betydeligt film-projekt.
Steen Reeslev vil dog ikke kommentere på budgettets størrelse. Men skal man gætte, kommer A.P. Møller Mærsk nok til at bruge, hvad der svarer til en almindelig dansk spillefilm – d.v.s. mellem 10 og 15 mio. kr.
Stort i dansk målestok – men ikke nødvendigvis stort for en global koncern af Mærsks størrelse.
“Vi får en ny corporate film, seks film for de enkelte forretningsenheder samt fire tema-film – som f.eks. om innovation og bæredygtighed. Desuden får vi gennemfilmen koncernen, så vi har både footage og stills til fremtidig brug, så vi synes faktisk, det er en rationel måde at gøre tingene på,” siger Steen Reeslev.