Dansk firma hjalp Nike med at omsætte Big Data til viden

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Bandit blev hyret af Wieden + Kennedy til et research-projekt med henblik på at omsætte Big Data til indsigt.

Man kan sikkert få meget at vide gennem Big Data. Men kan man også bruge det til noget, når det gælder kreativ udvikling og kommunikation?

Næppe. Her gælder det om at bygge indsigter – og det har det lille danske firma Bandit gjort for en af verdens største og mest kendte annoncører: Nike.

Det vil dog sige, at kunden er Nikes bureau Wieden + Kennedy.

Udgangspunktet var, at salget af løbetøj til kvinder var eksploderet. Nike havde omfattende data – men W+K havde svært ved at identificere præcist hvad der foregik og hvorfor – og dermed omsætte det til noget, der kunne bruges til kommunikation.

På det grundlag hyrede man Bandit til at gennemføre et projekt, hvor man fulgte 50 piger i 72 timer i en række europæiske byer.

“Nike ville gerne henvende sig til piger, der træner seriøst og som går meget i deres sundhed. Det er piger, der er aktive på sociale medier – f.eks. poster de ofte om deres træning på Instagram – men hvordan kan man henvende sig til dem?” siger Christian Grubert fra Bandit, der betegner sig selv som kulturelle antroprologer. Han fortsætter:

“Nikes mange data var udgangspunktet, men hvis det skal danne grundlag for kreativ udvikling, så skal det omsættes til indsigter, og det var derfor W+K henvendte sig til os. Vi har fulgt piger indgående i 72 timer, og her får man en helt anden viden om hvordan de tænker og hvordan de lever. Den viden omsatte vi så til en strategisk rapport, som W+K har kunnet bruge videre over for Nike.”

Nikes indsats over for løbende piger er begyndt – bl.a. med brugen af en engelsk sangerinde, Ellie Goulding. Senere vil der så komme ting, der er bygget ved hjælp af Bandits arbejde.

“Der er masser af information i de kolde tal som Big Data giver, men f.eks. at vide at unge kvinder konsumerer 11 stykker video content på en dag, 
fortæller os ikke, hvad vi ser som endnu vigtigere at vide. Nemlig hvor, hvornår, hvordan og hvorfor. For hvad kan du i virkelighed bruge viden om, at unge kvinder ser 11 videoer om dagen, 
hvis du ikke ved om det er en Vine de ser på Facebook, en Instagram video sendt til dem på WhatsApp, eller en YouTube video embedded i et tweet,” siger Christian Grubert og fortsætter:

“Vi endte med at levere et langt mere detaljeret og nuanceret billede af unge kvinder i de otte vigtigste europæiske byer. Radikale insights og kreative clues som de aldrig ville have fået fra Big Data, og som endte med at ændre Nike’s opfattelse af deres målgruppe 
og den måde de rent faktisk lever på.”

Bandit indgik for et par år siden et strategisk samarbejde med McCann Copenhagen, men det er stoppet igen, og man er i færd med at flytte ud fra lokalerne.