Den svenske valgkamp intensiveredes i sidste uge, da Sverigedemokraterne lancerede sin film, der kan ses her.
For over et halvt år siden gik partiet, der mildt sagt er indvandrerkritisk, på jagt efter et reklamebureau til at lave en valgfilm. En jagt, der viste sig ganske svær, fordi ingen bureauer fandt samarbejdet attraktivt, og som først faldt på plads, da partiet lovede anonymitet til bureauet.
Efter premieren dirrede Twitter, og nu fortsatte bureaujagten – for hvem står bag?
Resume.se kan fortælle, at det gør produktionsselskabet Alome og dens ejer, Anders Königsson, der har arbejdet for Sveriges Radio som reporter.
“Ja, jeg står bag filmen, men jeg står ikke bag budskabet. Jeg udfører bare et stykke arbejde,” sagde Königgson til Resume.
Han oplyser, at han kan producere reklame for hvilket som helst parti – og at han havde smidt slæberne ind hos samtlige politiske partier, og Sverigedemokraterne havde slået til.
Så opsøgende var man ikke hos Supersonic, det danske lydstudie, der er blevet en del af den svenske valgkamp, fordi lydsiden til filmen stammer herfra.
Til Resume.se siger adm. direktør Mitch Fischerman:
“Det er korrekt. Folk var på ferie, og vi vidste ikke, hvad vi takkede ja til, men det stemmer, at lyden til filmen er lavet hos os.”
Og over Bureaubiz uddyber han:
“Vi har lavet ting for Ny Alliance og Danmarksfilmen for Integrationsministeriet – vi er ikke nødvendigvis 100 pct. enige i budskaberne, men vi udfører arbejdet. Men af alle politiske partier og holdninger udtrykker denne film det stik modsatte af, hvad vi selv mener og står for. Vi er 12-15 personer i Supersonic, og jeg har ikke hands-on med alt, hvad der foregår – og slet ikke min ferie. Og der er ingen herinde, der er specielt skarpe på svensk politik, så det var først et stykke inde i processen, at vi finder ud af, hvad det drejer sig om – og da ville det have været hyklerisk at stoppe,” siger Mitch Fischerman.