Rødderne går 25 år tilbage. Dengang hed bureauet Netmester, og navnet holdt i 18 år. I 2017 blev det omdøbt til Kruso, og da havde bureauet over en periode hentet en trio af direktører fra DigitasLBi.
En af disse var Lars Ørum Andersen Andersen, dengang CCO, i dag CEO i Kruso.
Techbureauet i København udvidede første gang i 2017 ved at etablere kontorer i hhv. Aarhus og Malmø. Og den svenske division er siden blevet udvidet med Gøteborg og Stockholm og tæller i dag næsten 40 medarbejdere.
Siden er fulgt en etablering af et bureau i Holland og nu et køb i Tyskland: En fusion mellem Kruso og customQuake – et digitalt bureau i Hamborg med over 20 medarbejdere.
Det bringer Kruso op på 140 medarbejdere, mergeren er et led i Krusos vision om at skabe ”et stærkt nordisk brand inden for digital tech med et internationalt fodaftryk”, der leverer forretningskritiske digitale løsninger og services for både internationale brands og offentlige organisationer.
CustomQuake er et otte år gammelt bureau med hovedkontor i Hamborg samt satellitkontorer i hhv. Berlin og Niederrhein. Bureauet arbejder især med softwaresystemerne Commercetools og Bloomreach og er specialiseret indenfor AR/VR, Digital Twins og data engineering. CustomQuake har fokus på det offentlige marked bl.a. igennem flere forskningsprojekter med udvalgte tyske universiteter.
For bureauejere er Tyskland en ekstra-interessant kombination: Europas største marked, men slet ikke Europas mest digitaliserede – hverken på det private eller offentlige marked.
Lars Ørum Andersen, CEO i Kruso, siger:
”Tyskland er en stor økonomi med et voksende behov for digitale transformationstjenester. Vi ser enorme muligheder i at bringe vores ekspertise og erfaring til dette marked, men er også godt klar over, at for at lykkedes med denne ekspansion har vi brug for en solid lokal forankring – og det har vi fået med customQuake.”
Han tilføjer:
”Danmark siges at være et af verdens mest digitaliserede markeder, men vi er også blandt de mindste. Så selvom vi har meget at lære fra os, har vi mindst lige så meget nyt, vi kan lære uden for vores egne grænser. Også i Tyskland. Derfor accelererer vækststrategien også vores vidensudvikling, og så er det både sjovt og berigende at få en masse dejlige kollegaer ude i verden.”.
CustomQuake indgår som et 100 pct. Kruso-ejet selskab, hvor de to stiftere indgår i ejerkredsen som partnere. Marcus Meyer-Westphal, CEO for customQuake, ser frem til at udvikle forretningen fra primært at være tech-bureau til også at omfatte strategisk rådgivning og et stærkere fokus på e-commerce og data engineering.