“Noma har vist vejen. Nu er det op til fødevareindustrien at gribe chancen,” proklamerede branding-eksperten, Claus Buhl i foråret på Bureaubiz, da Noma var blevet kåret som verdens bedste restaurant.
Pointen var, at grundlaget for Nomas succes rummede meget store perspektiver for fødevareindustrien til at arbejde med nordiske råvarer med henblik på at skabe brands.
Nu er Rasmus Kofoed blevet kåret som verdens bedste kok, og også han har arbejder med nordiske råvarer. Så endnu engang udfordres industrien, og noget tyder på, at fødevareminister Henning Høeg har fanget pointen. Han var til stede i Lyon, da konkurrencen blev afgjort i går, og han siger til Berlingske Tidende (undskyld – kun Berlingske):
“Det er vigtigt, at vi udnytter denne situation nu med Rasmus’ guld og Nomas førsteplads på restauranternes verdensrangliste. Vi samler kræfterne og vil have Fødevareministeriet, Erhvervsministeriet, organisationerne og de store fødevareeksportører til at samarbejde om en enhed, som kan facilitere forskellige gastronomiske initiativer fremover,« siger Henning Høeg. og tilføjer:
“Vi har hidtil i Danmark været kendt for sikre ensartede fødevarer leveret til tiden. Men det er der mange andre, der kan i dag. Nu må vi til at lære noget af den smag og den sprødhed, en kok som Rasmus er i stand til få ind i sin mad.”
Claus Buhl, der er formand for et statsligt udvalg, som har stået for tildeling af tilskud til udvikling af oplevelseszoner – herunder madoplevelser, var i foråret inde på det samme:
“Man taler meget om vidensøkonomi. Dette er kreativ økonomi. Noma arbejder meget med rugbrød. Tænk hvis man kunne finde anvendelse for al den rugbrød, der bliver til overs. Tænk hvis ristede rugbrødskrummer kunne blive et delikatessebrand, der finder anvendelse på forskellig vis i madlavningen.”
Det danske gastronomiske miljø kan på mange måder minde om udviklingen af det danske film-miljø. I 90’erne var der opstået en guldmine af talent, som satte Danmark på filmens verdenskort i en position langt ud over, hvad landets størrelse berettigede til.
Dansk films succes var et produkt af en succesrig offentlig støtte, men man kan diskutere, om det efterfølgende er lykkedes at omsætte det kunstnerisk talent til en industri-politik til gavn for dansk økonomi.
Den udfordring skal fødevareindustrien så nu forsøge at løfte, og talenterne har lige nu skabt et fantastisk grundlag.
“Det er intet mindre end blæret at kunne præstere en verdensmester og en restaurant som nr. ét på verdensranglisten Worlds 50 Best Restaurants på én og samme tid. Det siger i den grad noget om, at der er bredde i toppen af dansk gastronomi,” skriver Berlingskes madanmelder, Søren Franck