Dansk lederskab på medieanalyser

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Det nye analyseværktøj, Multimedie mennesket, er unikt i international sammenhæng. Men er ikke nødvendigvis nyt i dansk sammenhæng. Det interessante bliver viden om samtidigt medieforbrug.

Relevant og et helt rigtig tidspunkt at få gennemført en sådan analyse. Ideen kan adm. dir. Peter Ottesen, Mediabroker dog ikke se som ny. Tænk blot på døgnrytme-analysen, der formentlig er tæt på 10 år gammel.

“Selvom det er lang tid siden vi sidst har fået en tværgående medieanalyse, tror jeg ikke, vi bliver overraskede på det overordnede plan”, siger Peter Ottesen.

Og deri har han ganske ret. Analysen er udført af TNS Gallup, bygger på 2000 danskeres ugelange elektroniske dagbog – og viser helt overordnet, f.eks. at vi hører mest radio om morgenen og ser mest tv om aftenen.

Tv-forbruget er også steget, og Berlingske Tidende konkluderede på analysen, at medierevolutionen er punkteret.

Peter Ottesen synes dog ikke, det er der, man skal lede efter det interessante.

“Den tidligere døgnrytme analyse ligger så langt tilbage, at der er sket virkelig meget på den teknologiske udvikling af nye medier, og derfor er der et behov for at få analyseret forbruget. Det overrasker mig ikke, at tv-forbruget er ret stabilt. Men foregår tv-forbruget på samme måde? Det spændende bliver, hvad vi kan lære om det samtidige medieforbrug. Hvor meget overlap har der udviklet sig i takt med udviklingen af de mange nye platforme? Har tv udviklet sig mere som radioen til noget der køre sideløbende med andre aktiviteter – for at nævne et eksempel. Men der kan være mange andre situationer, hvor medieforbruget fletter sig sammen. Her tror jeg, vi kommer til at se nogle interessante ting”, siger Peter Ottesen.

Adm. dir. Michael Thim, IUM, forventer, at analysen bliver et godt nyt værktøj til medieplanlægningen.

“I den klassiske planlægning suboptimerer vi på de enkelte medier. Selvfølgelig har vi alle interne værktøjer, hvor vi på forskellig vis ser på tværs, men dette værktøj er bedre, og derfor tror jeg, det er noget, vi kommer til at bruge”, siger Michael Thim.