For under to år siden skød danske Northcap Partners og tyske Target Partners 45 mio. kr. ind i danske Falcon Social.
Siden er det gået stærkt. På to år er antallet af medarbejdere vokset fra 16 til 180, og man har åbnet kontor i New York. Og investorerne har åbenbart været tilfredse med udviklingen, for nu er de venture-selskaber gået sammen med engelske Prime Ventures og har skudt 15 mio. Euro eller ca. 110 mio. kr. ind i selskabet.
CEO Ulrik Bo Larsen forventer, at selskabet i 2015 skal ansætte omkring 100 nye medarbejdere som følge af investeringen. Heraf vil adskillige blive i København, hvor der i dag sidder omkring 150 medarbejdere. Men der skal også skaleres op i USA.
Falcon Socials platform hjælper virksomhederne med at være til stede på de sociale medier. Det handler for den enkelte virksomhed om masser af kanaler som Facebook-sider, Twitter-konti, YouTube-kanaler.
Over 10.000 social media managers hos Falcons kunder sidder dagligt og bruger systemet til at publicere indhold, overvåge og engagere sig i millioner af sociale samtaler om netop den kundes brands.
“Der er et hul i markedet for en social-media løsning, der rækker på tværs af virksomhedernes enheder og samtidig har alle de funktioner, som virksomhederne har brug for,” siger Ulrik Bo Larsen, der ud over at være CEO også er medstifter af Falcon Social.
Selskabet har nu over 500 kunder – som f.eks. Coca-Cola, Jaguar, Carlsberg og WWF. Væksten opgøres til 630 pct. i 2013 og 443 pct. i 2014.
De mange penge har to hovedformål.
“Venturekapital har gjort det muligt at forfølge den vækst, som vi har oplevet. Men vi oplever fortsat en meget stor efterspørgsel på vores produkt – bl.a. er interessen stor i USA, og den nye kapital skal bl.a. give os mulighed for at forfølge denne efterspørgsel,” siger Ulrik Bo Larsen og fortsætter:
“Samtidig udvikler vores marked sig med en utrolig hastighed. Kunderne skal vide, at de har valgt en platform, der hele tiden kan følge med udviklingen, og derfor skal kapitalen også hjælpe os til at udvikle vores platform”
Ulrik Bo Larsen ser det som et cadeau til virksomheden, at de tre venture-selskaber har ønsket at skyde ny kapital ind.
“Det er et ønskescenarie, når både de eksisterende investorer og en ny er parat til at skyde penge ind. De har kigget os grundigt efter, før de besluttede sig til at gøre det, så jeg ser det som et cadeau til virksomheden,” siger Ulrik Bo Larsen og fortsætter:
“Vi er ved at bygge en virksomhed, der kan servicere vores store kunder, og vi har valgt partnere, der har en lang horisont og en operationel baggrund. Vi har fået bekræftet vores forretningsmodel og fået mulighed for at satse aggressivt og offensivt.”