Flere mediekoncerner er blandt de 31 selskaber, der har fået tildelt såkaldt stor spillelicens. Udover Ekstra Bladet og MTG (med Bet24) ses Bonnier, der har fået licens til Bonnier Gaming med domænerne yaybet.dk og yaycasino.dk.
For Bonnier ligger spillicensen så at sige lige til højrebenet, og countrymanager Claus Rademacher forklarer:
“De forskellige medier smelter sammen, og på tværs af dette ser vi bl.a. entertainment. Vi ser spil som underholdning, og netop underholdning leverer vi i forvejen på en række kanaler. Samtidig har vi allerede fat i mændene – en målgruppe, vi kender særdeles godt via M, V-Max og Bilmagasinet – ja, og for så vidt også Illustreret Videnskab, Gør Det Selv og Komputer For Alle.”
Derudover ejer Bonnier Gruppen Canal 9, der bl.a. viser dansk og international fodbold, og Dagbladet Børsen – mediemuskler, som vil være oplagt at spille med i markedsføringen.
Og til selvsamme markedsføring har Bonnier Gaming allieret sig med det lille Helsingør-bureau Fordi samt IUM – i Stockholm, vel at mærke, da København-kontoret i begyndelsen af året fik en anden aktør på spil-markedet, Klasselotteriet, som kunde.
Bureauerne skal især opfattes som sparringspartnere, for som mediekoncern – og Nordens største magasinudgiver – har Bonnier Gruppen ikke kun den førnævnte egen-indgang til en række kaneler, man kender også de potentielle brugere.
“Bonnier kender målgrupperne og har en lang og dyb erfaring i at skabe loyalitet – og reducere churn, både on- og offline. Det er denne knowhow, vi vil bringe i spil både inden for sportsvæddemål og casino. Poker kommer vi i første omgang ikke til at beskæftige os med,” siger Claus Rademacher.
Ud over Bonnier Gaming har et par andre spillebudgetter fundet plads hos mediabureauer. Eller det vil sige et og samme.
Bureaubiz har tidligere omtalt en relation mellem Bet24 og OMD, og nu er den endelig faldet på plads, så OMD kan skrive selskabet på kundelisten. Men herudover kan OMD også skrive Bwin, der også rummer partygaming på kundelisten.