Dansk turisme nyder godt af Michelinstjerner

Lars Hedegaard Pedersen,
journalist og kommunikationsrådgiver

Ny kampagne for danske madoplevelser skal lokke især flere tyske mad- og gastroturister til Danmark. Hver tredje udenlandske turist har nemlig gastronomi og madoplevelser som vigtigste parameter for at vælge Danmark som feriedestination.

Det er ikke kun de stolte kokke og køkkenchefer, der kan tillade sig at juble, når Michelinguiden senere i dag uddeler sine stjerne og hæder.

Når de danske kokke og restauranter indkasserer Michelinstjerner, smitter det positivt af på Danmarks omdømme som attraktiv turistdestination.

Hver tredje udenlandske turist har nemlig madoplevelser, gastronomi og det at spise ude som den væsentligste parameter for at vælge Danmark som feriedestination. Og for at tiltrække endnu flere gastroturister lancerer VisitDenmark nu en kampagne, som skal styrke danske madoplevelser og efterspørgslen efter danske kvalitetsfødevarer.

Bag kampagnen står det mindre bureau og produktionshus Laban, som har produceret ni videoer, der skal sætte fokus på dansk natur og råvarer, der favner alt fra vin fra Vestsjælland og østers fra Vadehavet til det sønderjyske kagebord og øl fra de københavnske brokvarterer.

https://www.youtube.com/watch?v=_xGd3HkYiqk

Kampagnen er primært målrettet Tyskland, som dels er Danmarks største eksportmarked for fødevarer, men også det land, hvorfra Danmark modtager flest udenlandske turister.

Adm. direktør for VisitDenmark, Jan Olsen, afslører, at den nye kampagne i højere grad har til formål at bringe de mere uopdagede og tilgængelige madoplevelser i spil.

Med unikke historier om lokale råvarer, maden, danskerne og destinationernes særkender skaber vi en bred fortælling om Danmark som madland, hvilket for mange vil være en ekstra god grund til at vælge Danmark som ferieland, forklarer Jan Olsen.

Og selvom mange sikkert vil fremhæve gastroturisme som et storbyfænomen, har den stigende efterspørgsel efter madoplevelser først og fremmest været drevet af lokale fødevareproducenter og madentusiaster, hvorfor bureauet bevidst har arbejdet med at indfange de øjeblikke, hvor du som gastroturist er tættere på jord end på bord.

https://www.youtube.com/watch?v=YZ5JGOg4fwI&t=

“Vi har bevidst valgt ikke at fokusere på Michelinrestauranter. Der gemmer sig masser af andre små historier om dansk madtradition og råvarer, som fortjener at blive fortalt. Der er mange skjulte skatte i form af danske råvarer og produkter, som enten overrasker eller har en unik historie. Og mange af dem er frit tilgængelige, så man ikke nødvendigvis behøver at besøge de fineste fine restauranter for at få den oplevelse,” fortæller Labans art director, Johan Büchler, som sammen med de to kreative producere Travis Lacy og Simon Vilsbøll Sundgaard ejer det mindre bureau og produktionshus.

Johan Büchler pointerer, at der er tale om oplevelser, som turister kan opleve fuldstændig på egen hånd.

“Hvor mange ved – og det gælder også danskere – at du selv kan gå direkte ud i Vadehavet og plukke en så luksuriøs spise som østers? Det er jo noget som helt almindelige turister selv kan gå direkte ud at gøre,” tilføjer han og afslører, at kampagnen senere vil blive udbygget med videoer med lokale råvarer fra blandt andet Læsø og tilmed råvarer fra østjyske køkkenhaver.

Fremstødet bliver i øvrigt gennemført i et samarbejde mellem Landbrug & Fødevarer, Food Nation, FOOD og DI Fødevarer.

Fakta om mad- og gastroturisme i Danmark

  • Næsten hver tredje udenlandske turist i Danmark kan karakteriseres som en mad- og gastroturist ud fra VisitDenmarks seneste undersøgelse af internationale mad- og gastroturister i Danmark.
  • En mad- og gastroturist er karakteriseret ved, at madoplevelser, gastronomi og det at spise ude har høj eller afgørende betydning for, at de vælger at holde ferie i Danmark.
  • Mad- og gastroturister er attraktive turister for Danmark. De har et højere forbrug end den gennemsnitlige udenlandske turist. Flere af dem vil gerne hertil igen, og de er godt tilfredse med deres ferie i Danmark.

Kilde: VisitDenmark.