Det virkede som et impulsivt indfald, da Synoptiks markektingdirektør, Thomas Koefoed, i torsdags begyndte at lire lande af fra podiet ved Danish Internet Award:
“Vi er ude med – eller på vej med – Synoptik Online Synstjek i bl.a. Chile, Polen, Ungarn, Norge og Finland.”
Men den er god nok: Den tre-dobbelte DIA-vinder, der sammen med McDonald’s blev kåret som Årets Digitale Markedsfører, havde allerede en pris med til prisfesten – en pris, der har banet vejen for en dansk eksport af kreativitet.
“Synoptik er en del af Grandvision gruppen, og vi var til en international konfererence med optikerkæder fra 40 lande. Her præsenterede vi Synoptik Online Synstest, der fik en pris for den mest innovative idé inden for shopper marketing – i dette tilfælde evnen til at skabe opmærksomhed og drive trafik til butikken,” siger Thomas Koefoed.
Præsentationen og prisen vakte så megen opmærksomhed, at Synoptik blev kontaktet af en række af sine søsterselskaber. Og nu er synstesten blevet adapteret – eller er ved at blive det – i ni lande: Sverige, Norge, Finland, Holland, England, Polen, Ungarn, Chile og Argentina.
“I Danmark sidder der kreative, der har skabt et produkt, der kan krydse landegrænser. I store virksomheder går det normalt den anden vej, således at vi adapterer i Danmark,” siger Thomas Koefoed.
Og Synoptik nøjes ikke kun med at give æren videre til de kreative, Electric//Rainmaker – der er også kommet nye kunder til bureauet på baggrund af eksporten:
“Vi har produceret den oprindelige danske version af Online Synstesten, og har allerede leveret landeversioner til både Sverige, Finland og Chile, og til nogle af disse markeder har vi videreudviklet løsningen. I Polen og Storbritannien har de valgt at versionere lokalt, så her har vi nøjedes med at sende kildefilerne,” siger Thomas Adamsen, direktør og partner i Electric//Rainmaker, som er en del af Hjaltelin Stahl Gruppen.
Synoptik Online Synstest, der kan ses her, fik en Officiel Honoree i Best Use of Online Media ved Webby Awards, og den er indsendt til bedømmelse ved Cannes Lions.