Dansk vinder-kreativitet på Times Square

Peter Engholm,
journalist

På FN-dagen for kreativitet og innovation vises vinderen af den danske talentkonkurrence Our Sustainable Future på en ikonisk plads i New York. Se filmen her.

En anderledes sammensat jury har valgt End-of-the-world-credits som vinder af konkurrencen Our Sustainable Future.

Creative Circle, Center for Kreativ Tænkning og den internationale FN-dag for kreativitet og innovation var blandt arrangørerne.

De briefede således: ”Giv dit bud på, hvordan fremtiden skal se ud. Målet er at skabe nye ideer og visioner, der kan gøre en forskel eller der kan hjælpe til at nå et eller flere af FN’s 17 verdensmål.”

17 film a 60 sek. skabt af unge under 30 år dystede – og bag vinderfilmen står art director Christian Skjøtt, der i denne måned kom til Nord DDB fra Hjaltelin Stahl.

Vinderen bliver – takket være et ekstraordinært initiativ – vist på de klassiske billboards på Times Square i New York. En værdig og tilrettelagt optakt til Earth Day i morgen, den 22. april.

Initiativtager til Our Sustainable Future er Dorte Nielsen, formand for Creative Circle og european creative ambassador for de globale aktiviteter, der leder frem til FN-dagen. Hun siger om vinderen:

”Da jeg så ‘End-of-the-world-credits, blev jeg helt stille. Filmen er så dramatisk, at jeg faktisk blev i tvivl om, hvor vidt vi ville kunne vise den. Og netop derfor skal den vises. Filmen har en stor kreativ impact, der kan gøre en forskel for verden. Stort tillykke til Christian Skjøtt”.

Se filmen her: