Danske Bank erkender, at man ikke har været så god til at gøre kunderne tilfredse. Det skal der ændres på generelt – og over for den unge generation i særdeleshed.
Derfor ansætter Danske Bank 50 medarbejdere, der bl.a. i en ny afdeling skal tage sig af unge kunder.
”Vi vil gerne være bedre til at håndtere de unge. Derfor laver vi nu en afdeling under navnet Ung Direkte, hvor de ansatte bliver specialister i alt, hvad der rører sig i de unges liv – det kan være om SU-regler, hjælp til at søge kollegieværelser eller at lægge et budget”, siger Thomas Mitchell, direktør for Danske Banks privatkundeafdeling.
Ifølge direktøren har Danske Bank nogle af de bedste bankprodukter til de unge og det er adm.dir. i Mybanker.dk enig i:
”Det er et fornuftigt skridt, Danske Bank nu tager. Banken har længe været i front på de digitale platforme, som de unge bruger, uden at høste tilstrækkeligt med credit for det, fordi kommunikationen har været for dårlig. Der er er det godt, hvis banken begynder at tale i øjenhøjde med de unge kunder”.
Med hensyn til den generelle kundetilfredshed siger Thomas Mitchell, at banken kigger på forretningsgangene for at kunne agere anderledes over for kunderne.
”Vi har nok haft en tendens til at udvikle lidt for mange forretningsgange. I virkeligheden har vi vel flere hundrede forretningsgange, som beskriver meget nøje, hvordan vi agerer i forskellige situationer. Det kan godt virke lidt stift. Der har vi nu lavet et forsøg i to afdelinger, hvor vi i stedet prøver med få, enkelte retningslinjer, som alle er til for kunderne i stedet for systemet.
Thomas Mitchell blev chef for privatkunder 1. juli sidste år.
Jyllands-Posten Erhverv&Økonomi, p. 4.