Danske Bank skal have nyt dialogbureau

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Sepia og Danske Bank har valgt at gå fra hinanden efter 10 års samarbejde, og så vidt Bureaubiz erfarer er fire bureauer involveret i en konkurrence.

For et par måneder siden gik &Co og Danske Bank fra hinanden efter et mangeårigt og succesfuldt samarbejde. Nyt bureau blev Saatchi & Saatchi.

Nu skal banken så også have et nyt dialogbureau, og der er en konkurrence i gang.

Her er der også tale om et mangeårigt samarbejde med Sepia, der bringes til afslutning, og parterne begrunder det i en fælles udtalelse, hvori koncernmarketingdirektør Joachim Rubow siger:

“Dialog markedsføring og 1:1 dialogen med vores kunder er i dag fortrinsvis digital. Derfor søger vi nu en bureaupartner, der har sin spidskompetence i krydsfeltet mellem digital markedsføring og dialog markedsføring. Vi søger derfor nye bud på værdiskabende dialog koncepter med udgangspunkt i koncernens forretningsstrategi.”

Hos Sepia siger adm. dir., Tore Pein:

“Vi har flyttet os fra superspecialister på dialog til medieuafhængig rådgivning og eksekvering på tværs af salg og marketing værdikæden. Den spidskompetence Danske Bank søger, harmonerer ikke med den retning vi har valgt for bureauet. Derfor er det i fuld gensidig forståelse at vi nu siger farvel og tak for mange gode år sammen”.

Danske Bank oplyser, at man er i gang med at afsøge markedet og regner med at have valgt nyt dialog bureau inden årsskiftet.

Såvidt Bureaubiz erfarer er der fire bureauer i spil, og tre navne er blevet nævnt: Wunderman, Magnetix og Zupa.

De tre matcher alle meget godt udtalelsen fra Joachim Rubow, idet de netop er kendetegnede ved stærke digitale kompetencer.

Wunderman og Magnetix har deres udspring i dialog-verdenen men har udviklet sig ind i den digitale verden, mens webbureauet Zupa lige efter sommerferien oprustede med en dialogafdeling under ledelse af Per Lobedanz, der blev hentet hos Relationshuset Gekko. Per Lobedanz har desuden en fortid hos netop Sepia, hvor han bl.a. har arbejdet med Danske Bank.

Zupa har desuden i forvejen et samarbejde med Danske Bank.

Under finanskrisen gjorde Danske Bank sig bemærket gennem en lidt anderledes tilgang til dialog i forhold til de mere klassiske dialog-projekter.

Det skete med projektet Min mening og Bedre bank, hvor banken i princippet bragte dialogen ud i det offentlige rum.

Dette projekt blev håndteret af &Co, Mediacom og netop Zupa – og blev i øvrigt belønnet med Grand Prix, da årets Rambuk blev uddelt i september.

Saatchi & Saatchi har også oprustet med dialog-kompetencer, og kan således i princippet også være med i konkurrencen i det omfang, Danske Bank er åben over for en bredere tilgang til arbejdet med dialog.