Gårsdagens præsentation af Danske Banks 3. kvartals regnskab var ikke en god nyhed for bureaubranchen
Tiderne er fortsat magre, og det får den nye topchef, Thomas Borgen til at lancere en omfattende spareplan på 1 mia. kr.
I regnskabet er det formuleret således:
Vi intensiverer vores fokus på omkostningerne, hvilket bl.a. medfører besparelsesinitiativer på 1 mia. kr. med fuld effekt i 2014. Dette vil primært nås gennem yderligere reduktion af medarbejderstaben, primært i hovedsæde funktioner og andre ikke-kundevendte funktioner.
Men den formulering udbygges i dagens aviser. Her siger Thomas Borgen, at man konkret også vil skære kraftigt på “markedsføring, konsulenter og andre eksterne omkostninger.”
Danske Bank vil ikke på nuværende tidspunkt uddybe planerne. Men Thomas Borgen har allerede meldt ud, at det er slut med store image-kampagner, og med denne udmelding understreger han dette yderligere.
Spørgsmålet er selvfølgelig, om man kan nøjes med denne besparelse, når der samlet skal hentes en milliard kr.
Spørgsmålet er også, hvor meget en mindre brug af konsulenter vil gå ud over bureauer. De er godt nok kun en del af det konsulent-korps, en virksomhed som Danske Bank benytter sig af, men banken har allerede i noget tid været i gang med nogle bureausonderinger, og har ikke udelukket, at det kan føre til en reduktion af antallet af bureaupartnere.
Hertil kommer, at man også mangler at ansætte en ny øverste marketing-direktør i stedet for Eva Hald, der forlod banken tidligere på året.
Nu er der så sat koblet et krav om markante besparelser på markedsføringen på disse overvejelser.