Danske Banks succes app får endnu et forspring

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Danske Bank udvider MobilePays gratis periode og app’en får nye features.

MobilePay – Danske Banks betalingsapp – er blevet downloadet 430.000 gange – heraf er de 240.000 kunder i andre banker.

Det giver Danske Bank muligheden for at komme i kontakt med nogle kunder, banken ellers aldrig ville være noget ind til, siger Jesper Nielsen, der er vicedirektør i Danske Bank.

Derfor er det nu besluttet, at forlænge den gratis periode med to år. Dog således, at det ’kun’ er den første million brugere, der vil kunne benytte MobilePay gratis. De efterfølgende skal betale 10 øre pr. overførsel.

Desuden er man ved at implementere to løsninger, anbefalet af brugerne på Facebook. Nemlig at MobilePay kan bruges på mobiltelefoner med Windows som styresystem, samt at det bliver muligt at dele en regning mellem flere parter.

Det er Danske Banks mål at være bedst på digitale løsninger og man må sige, at på det her felt, er de kommet klart bedst fra start.

Konkurrenternes løsning på en mobil betalingsform, Swipp, er ikke kommet på banen endnu, bl.a. har Nordea endnu ikke koblet sig på.

Desuden forlanger bankerne bag Swipp, at man skal være kunde i en af bankerne, der er med i samarbejdet, og det er klart en ulempe, mener John Norden, bankanalytiker i Mybanker:

”Mobil betaling er kampen om danskernes småpenge, og her handler det om at være først. Konkurrenterne er taget med bukserne nede. Alle kan være med, uanset om man er kunde i banken eller ej. Der er simpelthen ikke brug for en anden løsning, ” siger han til Jyllands-Posten.

Danske Bank får 4.500 nye brugere hver dag på MobilePay (Jyllands-Posten Erhverv&Økonomi, p. 3).