Forrige uges annonce fra Dansk Folkeparti – ”Én på listen er til fare for Danmarks sikkerhed – nu bliver han dansker” – får en opfølger. Samme 685 personer, der står til at blive de næste nye danske statsborgere, bliver denne gang budt velkommen af 2800 danskere med navns nævnelse.
Under overskriften ”Vi byder 685 nye danskere velkommen: Til glæde for Danmarks fremtid!” noterer afsenderne, at det ikke er første gang, at DF hænger helt almindelige mennesker ud. Det skete i 2001, men denne gang er det alle 685, der mistænkeliggøres som en fare for Danmark. ”Det er så bundtarveligt,” mener af initiativtagerne.
Hoved-initiativtagerne er Hans Chr. Schram Viemose og Rasmus Nutzhorn Viemose (onkel og nevø, red.) sammen med bl.a. Nicolas Thomsen (Shape), Ask Hybel (Advice Digital) og Mikael Lemberg (Komfo).
Rasmus Viemose er direktør i for app-bureauet Shape i Zürich og har desuden ansvaret for Shapes internationale kunder samt for Shapes egne produkter.
”Denne annonce er apolitisk. Vi gør det, fordi vi mener, at det er okay en gang i mellem at sige, når noget ikke er okay. Dansk Folkeparti udfordrede engang det etablerede, men nu er de selv så etablerede, at deres syn på Danmark er fastfrossent som en isterning,” siger Rasmus Viemose.
Han tilføjer på det professionelle plan:
”Vi er med Shape ved at bygge et internationalt bureau op, og helt lavpraktisk har DF-annoncen gjort det sværere at rekruttere medarbejdere – kolleger er kede af det, og internationale kunder reagerer med et ”Øh … hvadfornoget?”. Så ikke kun som privatperson, men også som bureaumand, må jeg reagere.”