Danske butikker klarer sig dårligst i Norden

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Selvom danske butikker gør det dårligere end vores nordiske naboer, frygter reklamebureauernes formand ikke, at det skader butikkernes image at sætte priserne ned for at få solgt noget mere.

Siden 2003 har svenske butikker øget salget med 26,2 procent, finske med 26,6 procent og norske med hele 31,5. I samme periode har butikkerne i Danmark blot øget salget med 3,5 procent.

De danske butikker – såsom IC Companys, Illum og Magasin har forsøgt at øge salget med et højere kampagnetryk og flere priskampagner. Og også B&O har indført produkter til lavere priser.

Flere i detailbranchen frygter ifølge Berlingske, at priskampagnerne skader det eksklusive image, som butikkerne har.

Det er Mona Juul, direktør i reklamebureauet Envision og formand for brancheforeningen Kreativitet & Kommunikation (det tidligere DRRB), uenig i:

”Jeg mener ikke, at detailhandlerne som sådan gør noget forkert. De handler på den præmis, der er i landet og det er, at danske forbrugere i stor udstrækning jagter tilbud”, siger hun til Berlingske.

Det, at specielt danskerne jagter tilbud, blev i øvrigt bekræftet af den omfattende undersøgelse, Envision selv fik udført for nylig. Den handlede om, hvad der skal til for at reklamer virker overfor henholdsvis nordmænd, svenskere, danskere.

Mona Juul synes i øvrigt, at danske butikker gør deres arbejde godt:

”Jeg mener, at danske butikker er dygtige til at udvikle nye koncepter, som virker. Tag og se på, hvad Jysk har skabt, og som virker ud over landets grænser. Det kan sagtens være, at du kan finde en butik i New York som gør et eller andet, som virker meget mere overvældende end det, danske butikker gør. Men i detailhandelen i Danmark bliver man jo nødt til at tænke på, hvad ens kunder gerne vil have, og danskerne er i udpræget grad nogle tilbudsjægere.” (Berlingske Business Fredag, 4).