I den nyligt afsluttede Bureauliga i indendørs fodbold kom digitalbureauet Pentia på en 6. plads – med 2 sejre i 7 kampe. Men da Danske Spil omtrent samtidig afholdt et digitalt udbud med to delaftaler, ryddede Pentia bordet.
Kortspil-vendingen er ikke helt tilfældig, for Pentia har rødder i onlinespil:
”Pentia er bygget på onlinespil-miljøet. Vi har en teknisk tyngde, da vi tilbage i midt-90erne skabte en spilkerne til bla. poker og enarmede tyveknægte, som senere blev brugt som arkitektur fundament for Klasselotteriet. I det hele taget er der spil i vores DNA, hvilket understreges af, at flere af os allerede på universitet skabte et af de første multiplayer spil på nettet, hvor de grundlæggende ”protokoller” og ideer danner baggrunden for succeser som World of Warcraft og Everquest i dag,” siger Thomas Albert, adm. direktør og partner i Pentia, der i dag tæller 60 medarbejdere.
Danske Spils udbud omfattede forenklet sagt koncernens ansigt udadtil og indadtil – et udviklingsprojekt delt i to, hhv. frontend og middlelayer.
På hver delaftale var fem bureauer ifølge Bureaubiz’ oplysninger i spil:
- Frontend – delaftale: In2media, Netcompany, Pentia, Umwelt og Valtech.
- Middlelayer – delaftale: Ciber Denmark, Netcompany, Pentia, Umwelt og Valtech.
Men kun fire bureauer bød ind på hver aftale. Danske Spil ønsker ikke at oplyse hvilke bureauer, der deltog. Om afgørelsen siger Søren Kofoed Weeke, der er IT-direktør i Danske Spil:
”Vi fik gode tilbud, og det er tydeligt, at markedet er stærkt. Vi valgte Pentia på begge aftaler ud fra vores valgkriterier.”
Udbuddet satte ikke beløb på de to delaftaler, men der er grund til at antage, at budgettet – særligt når de to delaftaler nu er landet hos ét bureau – ikke behøver at skamme sig i forhold til eksempelvis Lotto-budgettet.
“Udbuddet dækker naturligvis ikke al digital udvikling i Danske Spil, men det er dog en betydelig del-mængde. Da det er et udviklingsprojekt, er det samtidig svært at sætte beløb på. Det er område, hvor vi har mange planer, så projektet kan vokse løbende,” lød ordene fra Søren Kofoed Weeke før afgørelsen af udbuddet.
Han ser ikke udbuddet som et decideret bureauvalg, snarere valg af partner til udvikling. Danske Spil kører løsninger i partnerskaber med internationale spil-leverandører – bl.a. med udviklingen af Dantoto og koncernens nye sportsspil.