Konstellationen af Wibroe, Duckert & Partners og Danske spils Lotto-budget blev ikke en succes, og tidligere i år valgte Danske Spil så at opsige kontrakten et år før tid.
Nu har man så sat gang i jagten på en afløser. Første runde er indkaldelsen til prekvalifikation i henhold til reglerne om offentlige udbud.
Danske Spil har ikke lagt op til en anden tilgang til bureausamarbejdet. Man skal have fundet en samarbejdspartner på reklameydelser til talspillene, som det hedder mere officielt.
Ambitionen er at udvælge fem bureauer til en egentlig konkurrence, men man skal et stykke ind i maj, før der sker noget mere konkret.
Imens har Danske Spil afsluttet en konkurrence om sin forhandler-kommunikation.
Tre bureauer deltog. Vinderen blev Republica, der var oppe mod Envision og Sektor.
Opgaven omfatter alle Danske Lotteri Spils produkter, som sælges i forhandlerleddet, deriblandt Lotto og Quick.