Danske Spil direktør i nyt job på rekordtid

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Det er kun lige omkring fire uger siden, at Jens Aaløse forlod Danske Spil under relativt dramatiske omstændigheder. Nu indtræder han i koncernledelsen for en af Danmarks største virksomheder.

Det vakte betydelig opmærksomhed, da Jens Aaløse i slutningen af maj forlod jobbet som adm. direktør for Danske Licensspil. Dels fordi han stod med en betydelig succes i bagagen, dels fordi det skete på relativ dramatisk vis.

Men succesen var åbenbart blevet bemærket, for allerede nu er han i et nyt job. Og hvilket job. Jens Aaløse bliver ny direktør for en nyoprettet TDC-enhed under navnet Channels. Her får han ansvaret for omkring 2000 medarbejdere og det overordnede ansvar for kontakten med kunderne i koncernens call centre og i de digitale medier.

En rekruttering på under fire uger til et sådant job må siges at være hurtig – og det er gået stærkt, for der var ingen kontakt mellem TDC og Jens Aaløse før hans afgang.

“Jeg fik meget hurtigt en række henvendelser efter min afgang, så det var positivt,” siger Jens Aaløse og fortsætter:

“Processen med TDC har været meget intensiv og seriøs. Jobbet rummer alle de elementer, jeg holder af: stærkt kundefokus, mange medarbejdere samt en branche, der forandrer sig, og hvor der er en stærk performance-orientering.”

Med ansættelsen af Jens Aaløse er en afgørende brik på plads i den omfattende organisationsændring i koncernen, som blev iværksat med udgangen af maj.

”Med organisationsændringerne samler vi alle call-centre og online kundekontakt på tværs af koncernen med det klare mål at skabe en mere moderne og velfungerende tilgang til vores kunder. Vi vil realisere det potentiale, der ligger i at tilbyde vores kunder mere selvbetjening, flere valgmuligheder og køb på nettet. Med Jens Aaløse får vi den helt rette leder til at føre den strategi ud i livet,” siger adm. direktør og koncernchef Carsten Dilling.

Jens Aaløse tiltræder den 1. juli.

Samtidig fratræder Martin Lippert som direktør for TDC Operations. Han har sagt ja til et tilbud om et CEO-job i udlandet med tiltrædelse 1. november. Martin Lipperts fratræden sker i god forståelse med TDC og i forlængelse af den netop gennemførte restrukturering.

”Jeg vil gerne takke Martin Lippert for den indsats, han har ydet i TDC gennem årene. Han har varetaget en række vigtige lederjob i forretningen og har haft stor indflydelse på den succesfulde modernisering og forandring, der er sket i TDC i de senere år,” siger Carsten Dilling.

Koncernchef og CEO Carsten Dilling varetager indtil videre stillingen som direktør for TDC Operations og Group COO.