Danske Spil fyrer Partners

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Firmaet har valgt at opsige samarbejdet med Wibroe, Duckert & Partners og sende hele Lotto-budgettet i udbud.

“Det bliver en håndgranat i forhold til den tidligere markedsføring for Lotto.”

Sådan lød meldingen fra Danske Spil, da man for to år siden valgte Wibroe, Duckert & Partners som sit nye bureau på hele Lotto-budgettet.

Håndgranaten blev et univers med siamesiske tvillinger under sloganet “Tænk hvis du kender en, der vandt”.

Men håndgranaten fusede, og universet blev stoppet ni måneder efter lanceringen til fordel for en langt mere taktisk markedsføring.

Nu koster det så også samarbejdet med Partners.

Danske Spil har nemlig valgt at opsige kontrakten, selv om den egentlig løb til næste år, og samarbejdet stopper med udgangen af juni.

Det betyder, at Danske Spil skal i udbud med henblik på at finde et nyt bureau til Lotto, Onsdags Lotto og Eurojackpot.

“Vi har hele tiden haft en god og konstruktiv dialog med Partners, men markedet og vores strategiske udgangspunkt har ændret sig. Dermed er opgaven blevet en anden, og vi synes, at det er naturligt at genoverveje, hvem der er de rette til at hjælpe os med at bygge det fremtidige, kreative  fundament for Lotto-porteføljen,” siger Anette Bøje, der er marketingchef i Danske Lotteri Spil.

Udbuddet bliver almindeligt med prekvalifikation og en efterfølgende konkurrence. Hvor mange, der skal deltage i konkurrencen, er endnu ikke afgjort, og Annette Bøje kan heller ikke udtale sig nærmere om, hvad det er for en opgave, et nyt bureau skal løse.