Danske Spil har valgt nyt bureau

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Denne gang gælder det hele activation-budgettet, hvor oprindeligt fem bureauet var inviteret til at byde.

Udgangspunktet var fem bureauer, da Danske Spil inviterede til pitch om koncernens activation-budget. Men Ogilvy trak sig på grund af travlhed. Og nu er det hele så afgjort – til fordel for community-bureauet Very, der således har landet en solid skalp.

”Vi fik fire gode bud, men valget endte med Very som samarbejdspartner. Very leverede et meget gennemarbejdet og indsigtsfuldt bud på en unik og engagerende brand activation-platform. Oplægget bringer Lotto tættere på danskerne gennem relevante aktiviteter,” siger Anette Bøje, marketingchef i Danske Lotteri Spil.

Det er nyt for Danske Spil at udbyde et egentlig activation-budget. Der er tale om en rammeaftale for brand activation-ydelser for alle Danske Lotteri Spils brands. Og Very kommer således til at supplere de eksisterende bureauer – Hjaltelin Stahl, &Co og Republica – med specialistkompetencer.

“Vi har ikke tidligere haft et bureau til netop denne del, men har gennem det sidste år ønsket at tilføre et bureau til listen med specialistkompetencer inden for netop activation,” Siger Anette Bøje.

Opgaven gik i første omgang på en brand activation-plan for Lotto, men senere kan øvrige brands komme til.

Very er et fremgangsrigt bureau, der dog nok er mest kendt for utraditionelle løsninger.

“Det er disse, vi nu skal favne for hele Danmark – og det er en udfordring vi glæder os til,” siger adm. dir. Morten Kristensen, Very og fortsætter:

“Man snakker meget i disse år om samarbejder, og vi er rigtig glade for, at vi på basis af en stærk strategi og en stærk indsigt har kunnet skabe noget, der spiller sammen med Hjaltelins platform. Det her er et godt eksempel på, hvordan man med forskellige kompetencer kan sikre, at en kunde får et bedre produkt.”

Verys regnskab for seneste regnskabsår er netop offentliggjort i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, og det viser en rimelig fremgang i aktiviteten – men også stigende omkostninger til først og fremmest medarbejdere, så bundlinjen og nogle af nøgletallene udviklede sig mindre positivt.

Nøgletal for Very

  • Bruttoavance 14,383 mio. kr. +9,6 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 684.905 kr. -11,2 pct.
  • Lønandel 70,5 (63,1)
  • Resultat af primær drift +1,834 mio. kr. -4,1 pct.