I næste uge kommer en ny nordisk kampagne for Unibet til Danmark. Dette sker uagtet, at der faktisk er tale om en ulovlig markedsføring.
Men det er ikke noget særsyn, kan marketingdirektør, Klaus Lohse fra Danske Spil fortælle.
“Vi har opgjort vores share-of-voice sidste år på sports-spil til 30. Den har været helt nede på ca. 22, men siden har vi intensiveret vores egne investeringer. Når man tager i betragtning, at staten har ønsket at have 100 pct. kontrol med dette område og kun have en udbyder, så er det et tankevækkende tal”, siger Klaus Lohse.
Kigger man på Danske Spils samlede share-of-voice – altså ikke kun på sportsspil – er share-of-voice omkring 40. Der er også ulovlige konkurrenter uden for sports-spil, men her finder man også lovlige konkurrenter – som f.eks. Klasselotteriet.
Det er op til spillemyndigheden i Danmark – ikke Danske Spil – at håndhæve loven. Som udgangspunkt er der ingen tvivl om, at spil er ulovligt, men problemstillingen handler om, hvorvidt den danske lov er i strid med EU-lovgivningen, og der verserer der sager om.
Imens er der så frit slag for alle – incl. Unibet og deres nye kampagne – som i øvrigt er udarbejdet af DDB i Stockholm. Danske Spil samarbejder med DDB i Danmark om Lotto.
“Vi har selvfølgelig bemærket det forhold og talt med bureauet om det. Men vi har fuld tillid til, at de har vandtætte skotter”, siger Klaus Lohse.
Han siger videre, at Danske Spil vil hilse en modernisering af lovgivningen velkommen.
“Dansk lov er ikke unik, men problemet er, at mange af de love, man ser rundt omkring, ikke har taget højde for, den udvikling man har set på først og fremmest nettet”, siger Klaus Lohse.
Netop internettet er en årsag til, at de internationale spiludbydere har været specielt interesserede i det nordiske marked, hvor internet-penetrationen er høj.
“Men i takt med, at penetrationen stiger i de sydeuropæiske lande, flytter deres opmærksomhed derned”, siger Klas Lohse.