Af Finn Graversen fg@kabelmail.dk

Og 46 medarbejdere bliver splittet op på to nye arbejdsgivere, når Danske Spil d. 1. januar gennemfører en ny selskabsstruktur.

Mens Mette Dyhr fra Synoptik og Jens Aaløse fra Dansk Reklamefilm i går kunne glæde sig over hver deres nye job som adm. dir. for hver deres selskab i Danske Spil, var dagen mindre sjov for selskabets marketingdirektør, Klaus Lohse.

Hans job forsvinder nemlig, når den nye organisation bliver gennemført d. 1. januar.

“Opsplitningen er en konsekvens af en lovændring, hvor de liberaliserede spil samles i et nyt selskab, mens monopol-spillene samles i et andet. Der skal være armslængde mellem de to selskaber, så selvom de begge vil holde til i Danske Spils lokaler, så giver det ingen mening at have en central koncernmarketing-funktion, og derfor eksisterer mit job ikke d. 1. januar,” fortæller Klaus Lohse.

Derfor får de nye selskaber under ledelse af Mette Dyhr og Jens Aaløse hver sin marketingafdeling, og det betyder, at 46 medarbejdere splittes op, og det kommer til at ske alt efter, hvilke produkter de har arbejdet med.

Chefer for de nye marketingafdelinger er ikke udpeget på nuværende tidspunkt.

Kluas Lohses egen fremtid er endnu ikke afklaret. Han havde tilkendegivet interesse for et af de to nye job, men man valgte altså at besætte dem med eksterne kandidater.

“Jeg har så fået tilbudt nogle andre ting, som jeg lige nu overvejer. Men jeg er under alle omstændigheder her indtil d. 1. januar,” siger Klaus Lohse, der også er formand for Dansk Annoncørforening.

Danske Spil er under reglerne for offentlige udbud, når det gælder valg af bureau-partnere. De eksisterende kontrakter er blevet forlænget, og det betyder, at selskabet skal i udbud til næste år.

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club