Investeringer for i alt 1,3 milliarder kroner fandt vej til 104 danske startups. Det blev facit på 2017 set med fundingbriller.
Når det kommer til funding, er danske startups dygtige, men de har svært ved at vokse sig kæmpestore og få de helt store investeringer. Hvis de endelig bliver rigtig store, flytter de ofte ud.
Bootstrapping har i samarbejde med Nordic Tech List kigget på investeringer i danske techstartups i 2017, og her er nogle af de vigtigste tal.
Samlet funding af danske techstartups
Af de 104 danske techstartups, som fik funding i 2017, kan vi sætte tal på 71. Den samlede sæk penge, som de 71 virksomheder tilsammen modtog, beløb sig til 3,97 milliarder kroner. Uden Unity Technologies er tallet 1,31 milliarder kroner.
Selvom stifterne er danske, kan vi ikke længere kalde Unity en dansk virksomhed. De har nemlig flyttet hovedkontoret til USA, og derfor har vi i vores branchetal herfra ikke medtaget Unity, da virksomheden ganske enkelt skævvrider billedet af, hvem der egentlig fik penge.
De 5 højst fundede virksomheder
Unity’s funding på 2,65 milliarder kroner fra Silver Lake udgør hele 67 procent af den samlede investeringssum.
ViaBill og TrustPilot var de eneste andre danske techstartups, der offentliggjorde funding-runder på over 100 millioner kroner i 2017. Logpoint, som laver sikkerhedssoftware og Labster, som har lavet et online læringsprogram med virtuelle laboratorier, blev henholdsvis nummer tre og fire. E-sportsvirksomheden RFRSH Entertainment sniger sig akkurat med i top 5.
Største brancher målt på antal investeringer
Fintech er hurtigt blevet en stor forretning i Danmark, og Copenhagen Fintech og deres Fintech Lab driver en del af væksten. Men det er århusianske ViaBill, der fører feltet med sin funding på hele 300 millioner kroner i 2017.
Kunstig intelligens spås til at blive en af 2018’s helt store trends, og allerede i 2017 fik danske startups foden indenfor på det område.
Største brancher målt på penge investeret
Hvis vi havde taget Unity med på dén her liste, havde de brancher, som Unity hører hjemme i, nemlig games, VR og 3D, ligget nummer 1,2 og 3 på listen over brancher (!).
Reviews og anbefalinger har også fået sin høje placering fra én virksomhed. Det er Trustpilot, som også havde et flot 2017.
Antal investeringer på størrelse
I 2017 var der i Danmark klart flest investeringer mellem 2 og 20 millioner kroner, og når man kommer op i fundingstørrelser over 50 millioner, er feltet tyndt. Kun tre virksomheder lå mellem 50-100 mio. kr., og kun tre virksomheder ramte derover. Det er stadig langt efter vores svenske naboer, som i 2017 fik 12 af de største 20 investeringer i regionen. Danmark fik 2.
RFRSH Entertainment sneg sig akkurat med i gruppen af virksomheder med investeringer på over 50 millioner kroner. De fik 53,6 mio. kr i en fundingrunde i juni 2017, hvor blandt andre Creandum, David Helgason og Tommy Ahlers investerede i e-sportsvirksomheden.
Mest aktive investorer:
De største investorer, som har offentliggjort fundingstørrelse, er stadig de institutionelle, statslige spillere som Seed Capital, Innovationsfonden og Vækstfonden. De fleste angel investorer havde to eller færre investeringer i 2017. En undtagelse er Peter Sandberg, som Bootstrapping tidligere har skrevet om, som var på regulært storindkøb i 2016 og 17. På mange af hans investeringer er beløbet dog ikke-offentligt, og det gælder for mange angel investorer.
En anden undtagelse er Unity’s David Helgason, som lavede fire investeringer i 2017. Kun to af hans investeringer var imidlertid danske startups.
Læs også Neil Murrays analyse af de nordiske lande samlet på The Nordic Web. Spoiler alert: Danmark er ikke stor del af det samlede nordiske marked.
*Det er kun de danske virksomheder, som er defineret som techstartups ifølge Nordic Tech List, der er med på denne opgørelse. I alt er 464 danske techstartups registreret på Nordic Tech List. Vi har brugt Nordic9 og Crunchbase som supplerende database, når det har været påkrævet.
Artiklen er oprindeligt bragt på Bootstrapping.dk