PR-bureauet Text100 er til stede i 30 lande og har godt 500 medarbejdere – alene i EMEA-regionen er der 9 fuldt ejede kontorer med i alt godt 100 medarbejdere.
Og hvorfor nævne EMEA? Fordi Text100 har forfremmet danske Mikkel Andersen til ny Senior Vice President for at fremme bureauets interesser og sikre flere nye multimarked-kunder i regionen.
I sin nye rolle skal 33-årge Mikkel Andersen drive bureauets salgsindsats i regionen, og han rykker dermed fra en rolle som dansk landechef til en international topstilling i bureauet.
”Vi er glade for, at Mikkel har takket ja til jobbet. I sin korte tid hos Text100 har Mikkel tydeligt vist, at han er en meget dygtig konsulent, der formår at skabe resultater for virksomheder lokalt i Danmark samt uden for Danmarks grænser, som vi har set i både England og Holland. Derfor er det helt naturligt, at han fortsætter i en større EMEA-rolle for Text100,” siger Text100s EMEA-chef, Cecile Missildine.
Mikkel Andersen blev ansat som landechef ved Text100 i 2012. Inden da havde han været fem år hos Burson-Marsteller.
Han har i sin tid hos Text100 Danmark i perioder også varetaget andre roller i netværket – i 2013 havde han ansvaret for Text100 Londons forretningsudvikling, og i 2014 var han også hos Text100 Amsterdam og fungerede en overgang som landechef. Med den nye udnævnelse rykker Mikkel Andersen til et virke udenfor Danmark på fuld tid.
Rollen som ny landechef for Text100 Danmark bliver varetaget af Annika Jungeteg Falkman i en nyoprettet stilling som nordisk direktør, der dækker Text100s aktiviteter i hele Norden.