En af Mærsks største konkurrenter, MSC, vil nu opruste på de sociale medier, og det skal en dansker hjælpe med.
Den historie er der flere interessante perspektiver i. MSC har nemlig hyret social media-firmaet Orca til opgaven, og dette firma har Jonathan Wichmann som medstifter.
Han er temmelig bekendt med shipping, idet han på den danske scene blev kendt som manden, der gjorde Mærsk til en succes på de sociale medier.
Men der er andre lighedspunkter.
MSC præsenterer sig selv som et familie-ejet shipping-firma, der hidtil har haft et afmålt forhold til kommunikation.
“Historisk har vi kommunikeret med vores kunder på en-til-en basis. Ny teknologi tillader folk og selskaber at kommunikere på nye og spændende måder,” siger MSCs Global Marketing Manager, Joe Cook.
Associationerne til Mærsk er oplagte.
Jonathan Wichmann understreger dog, at der ikke bliver tale om en gentagelse af hans arbejde for Mærsk.
“MSC er et meget anderledes selskab end deres konkurrenter, og det sociale media landskab har forandret sig en del siden 2011. I dag handler det ikke så meget om volumen. Det handler om i højere grad at skabe forbindelse til folk, der virkelig betyder noget for forretningen,” siger Jonathan Wichmann.
Han forlod Mærsk i sommeren 2013 til fordel for et job hos Wibroe, Duckert & Partners, men blev kun på bureauet i et års tid, fordi Orca Social udviklede sig så spændende, at han foretrak at bruge tid på det.
Men Orca Social er ikke det eneste sted, hvor han udfolder sig. Sammen med den tidligere kreative direktør hos Partners, Jesper Schmidt, har han stiftet et kreativt bureau under navnet Wichmann/Schmidt.