Irma kan glæde sig over, at blive noteret som det mest bæredygtige brand i Danmark, viser en nordisk analyse.
Problemet er, at analysen samtidig fortæller, at blandt de nordiske lande er danskerne de klart mest skeptiske over for bæredygtighed. På en skala, der går op til 200 pct. ligger danskerne på 21, mens svenskerne ligger på 32, nordmændene på 33 og finnerne på 47.
Der er tale om Sustainable Brand Insight, der bygger på bl.a. besvarelser fra 27.000 forbrugere, som har bedømt 709 brands.
Irma blev fulgt af Super Brugsen på 2. pladsen og Kvickly på 3. pladsen, og den stærke repræsentation af dagligvarekæder på toppen skyldes den store fokus på økologi, som forbrugerne har taget til sig i Danmark.
Men det forhold behøver åbenbart ikke være lig med, at danskerne er optagede af bæredygtighed mere generelt.
I analysen konstateres, at brands skal agere i et hårdere marked i Danmark og at danskerne er mindre positive over for brands. De skal overbevises mere og derfor har man set et generelt fald i scoren på alle sektorer.
Analysen deler forbrugerne op i fire segmenter, der viser, at interessen for bæredygtighed er begrænset.
Dedicated
Kun 5 pct. af befolkningen går op i det med liv og sjæl. De kaldes Dedicated – men rummer det problem, at de indkomstmæssigt ligger i den lave ende.
Smart
Gruppen kaldet Smart rummer 14 pct., og de er nysgerrige og interesseret i bæredygtighed. De har også evnen til at handle som de vil – men der er et stærkt element af “what’s in it for me”.
Moderate
De Moderate er den største gruppe på 49 pct. De er først og fremmest interesserede i funktionalitet, kvalitet og holdbarhed. Pris er også prioriteret, og bæredygtighed kan kun vække lidt interesse, hvis den er på linie med de primære krav.
Ego
Tilbage er Ego-gruppen på 32 pct., og de er meget lidt interesseret i bæredygtighed. Pris er den vigtigste faktor – herefter kommer funktionalitet, oplevet kvalitet og holdbarhed. Skulle de blive involveret i diskussioner om bæredygtighed vil de afholde sig fra at sige ret meget.