Umiddelbart var det et sjældent eksempel på en dansker, der er i gang med en flot international karriere, da Lars Bastholm i tirsdags annoncerede sit skifte fra AKQA til et job som digitalt ansvarlig hos Ogilvy Nordamerika.
Men rent faktisk kan danskere på internationale topposter i WPP-bureauet med de 16.000 ansatte, fordelt på 497 kontorer i 125 lande efterhånden danne en klub. F.eks. kommer Lars Bastholm til at referere til en anden dansker, der bare ikke er lige så profileret i den hjemlige andedam som Lars Bastholm.
Nærmest Danmark finder vi Nelly Andersen, der ganske vist ikke sidder i hovedkontoret i New York, men i London, hvor hun ikke desto mindre har verdensbrillerne på. Som executive vice president i OgilvyOne Worldwide er hun ansvarlig for at optimere de såkaldte “Global business accounts”. Hvis American Express ønsker at diskutere respons-procenterne i deres dialog, så er det en dansker, de får i røret.
Nelly Andersen har desuden bl.a. ledet Ogilvy i Sverige og OgilvyInteraction i Europa, Mellemøsten og Afria – ud fra Paris, for nu at fuldende geografi-timen..
Og fra London til New York, hvor Lars Bastholm kommer til at at referere til en Vice Chairman, Global Digital Creative – og det er, pudsigt nok, endnu en dansker; nemlig Jan Leth.
Dansker og dansker, vil nogen måske sige, men lad nu manden og Carla Hendra – øverste chef for Ogilvy North America – slå nationaliteten fast. Det skete i tirsdags i AdAges interview i anledning af Lars Bastholms tiltræden:
“Vi har holdt øje med Lars i årevis. Da jeg var formand for Cyber Lions i Cannes i 2001, mødte jeg ham, fordi han også var i juryen. Og Jan mødte ham, fordi de begge er danskere,” sagde Carla Hendra.
“Jeg mødte Lars, da han kom til New York for fire år siden. Vi mødtes over en sild – det er en dansk mafia ting,” sagde Jan Leth.
Jan Leth har bl.a. været kreativ direktør for Wieden+Kennedy i Amsterdam og har været hos Ogilvy siden 1996 – og er, apropos Cyber Lions, selv Grand Prix-vinder.
“Jan Leth har bestemt danske aner. Han er ikke frembrusende som den klassiske amerikaner, men beskeden og hårdtarbejdende – så her træder det danske islæt klart frem,” siger Karen Østergaard, country chairman for Ogilvy Denmark.
Den danske Ogilvy-direktør er glad for, at Lars Bastholm nu er en del af bureau-kæden – men ikke udelukkende på grund af hans ellers så imponerende cv.
“Det er ikke enhver tripple Grand Prix-vinder i Cannes, man ville gå efter – men Lars er i lige så høj grad et sympatisk og umiddelbart menneske, der går uimponeret til værks. Og hele tiden spørger sig selv, hvordan man kan gøre det bedre,” siger Karen Østergaard om senest ankomne dansker i Ogilvy-toppen.
Lars Bastholm og Jan Leth har ikke kun mødt hinanden i Cannes og New York, men også på nettet. Det sker i en (tillykke-med-dit-nye-)jobsamtale fra tidligere på ugen, hvor Jan og Lars får en snak – på amerikansk – om bl.a. ønskekunder, glæden ved iPhone og Asiens kreative brug af 4G-teknologien.
Se interviewet her:
http://www.youtube.com/watch?v=JDBKxTJBmD0