Datagraf allierer sig med amerikansk leverandør af digitale magasiner

Pressemeddelelse

Zinio leverer 2 mio. digitale magasiner om måneden, og Datagraf får mulighed for at anvende løsningen i hele Norden

For at få adgang til software til digitale magasiner har Datagraf indgået aftale med én af verdens største udbydere af digitale magasiner, amerikanskejede Zinio.

Aftalen giver Datagraf mulighed for at bruge Zinios digitale publiseringsløsninger til alle Datagrafs kunder i Danmark, Norge og Sverige.

“Zinio leverer allerede i dag over to millioner magasiner og bøger til deres kunder om måneden. Deres kunder omfatter nogle af verdens førende forlag og magasinudgivere som The Economist, BusinessWeek, PCWorld, Elle og Cosmopolitan – for bare at nævne nogle få. Og Zinio har fokus på udvikling og integration med andre digitale platforme. Det betyder, at vi går ind markedet for digitale magasiner med det allerbedste tilbud til vores kunder. I Datagraf-sammenhæng kommer det nye digitale magasinunivers til at hedde youmag.dk”, siger adm. dir. i Datagraf Svend Erik Baadsgaard.

Datagraf-koncernens forventninger til den nye aftale er store. Koncernen er, med mere end 200 magasinkunder, i forvejen én af Skandinaviens største aktører, når det handler som finansiering, udvikling, design og produktion af magasiner på papir.

Den digitale løsning vil blive tilbudt på flere niveauer – fra den simple digitale gengivelse af det trykte magasin til den mest avancerede løsning, hvor alle digitale muligheder bringes i anvendelse.