DDA indfører ny pris

Peter Engholm
25@mail.dk

Publikum får en større rolle, når niende udgave af det digitale awardshow afholdes den 12. maj.

Indsendelsesfristen til Danish Digital Award (DDA) er mandag den 6. marts, og sidst i denne måned offentliggøres shortlisten. Men allerede nu er der nyt at berette om Danmarks største digitale awardshow, som sidste år slog sin egen rekord med 392 indsendte arbejder:

”Vi indfører i år en publikumspris. Når shortlisten er offentliggjort, og alle de nominerede arbejder ligger klar, så kan man stemme på sin favorit,” siger juryformand Kim Jong Andersen.

Sidste år var der 134 arbejder på shortlisten, og sådan som DDA har udviklet sig, bliver der næppe færre at vælge imellem, når publikum skal identificere deres favoritter. 

Publikumspriser er ikke et særsyn ved awards – f.eks. har hjemlige The True Award en sådan, og The Webby Awards har deres People’s Voice Award – så DDA kaster et ekstra element ind:

”Vi introducerer også en gættekonkurrence, hvor man kan give sit bud på, hvem der vinder. De nærmere detaljer for både den konkurrence og publikumsprisen vil vi præsentere inden for den nærmeste tid,” siger Kim Jong Andersen.

Årets DDA-show arrangeres i samarbejde med Dansk Markedsføring og finder sted på Clarion Copenhagen Airport fredag den 12. maj. 

Læs mere om Danish Digital Awards her