DDB bruger musikvideoer til talentudvikling

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Produktions-selskabet Spoiled Productions har udviklet et nyt forretningsområde, der først og fremmest giver bureauet adgang til talenter.

Fredag aften kunne DDBs produktionsselskab, Spoiled Productions, glæde sig over at være involveret i en række af priserne. Det drejer sig om modemærket Han Kjøbenhavn, der er udviklet af en tidligere AD’er på bureauet (se eksempel her).

Bl.a. har den unge instruktør Casper Balslev været med på projektet, og netop han er en del af en bredere satsning på at knytte unge talenter tættere til selskabet.

Fokus for satsningen er på musikvideoer.

De fungerer som en kreativ legeplads – og ofte også som et springbræt til noget større både på den nationale og internationale scene for unge talentfulde instruktører.

Men det er også et område, der kan være problematisk rent økonomisk, fordi mange videoer produceres på meget lave budgetter. Samtidig er der masser af unge, der gerne vil sætte en video for en musik-stjerne på sit cv og derfor går langt for at komme til det.

Det er således umiddelbart en verden, der ikke ligger lige for et stort reklamebureau som DDB og dets produktions-selskab, Spoiled Productions.

Ikke desto mindre har man i den senere tid med succes kastet sig ind i produktion af musikvideoer, og det er der flere årsager til.

Helt overordnet handler det om at åbne bureauet op og skabe et hus, der også rummer partnere af forskellig slags.

“Det er en bærende ide, der skal være omdrejningspunktet for vores arbejde, og vi skal så være gode til at sætte det rigtige team og finde gode folk der kan supplere vores egne kompetencer. Kreativitet stimuleres af inspiration og mangfoldighed, og derfor har vi en ambition om at åbne meget mere op for samarbejder med mange forskellige typer og også give dem mulighed for at færdes på bureauet,” siger adm. dir. Pernille Gjøls-Andersen.

Ambitionen om samarbejde er bred – den retter sig ikke kun mod filmproduktion – men Spoiled Productions er lige nu et godt eksempel på, hvad man gerne vil.

Musikvideoerne har først og fremmest givet mulighed for at dyrke mange flere unge talenter.

“Der er flere gode grunde til at gøre det. Dels er vi på denne måde med til at tage ansvar for branchens udvikling – noget som inhouse selskaberne ellers har været kritiseret for. Dels bringer det os et skridt foran i forhold til at finde de nye talenter. Og sidst men ikke mindst virker det også indadtil og er med til at højne niveauet og vi bliver knivskarpe til at producere,” siger Thor Brammer Jacobsen, der er producer hos Spoiled. Han fortsætter:

“Desuden betyder det samtidig, at vi udkommer meget mere, end vi ellers gør, og det er fedt for et produktionsselskab.”

Pernille Gjøls-Andersen tilføjer desuden, at musikvideoerne også fungerer som en slags træningslejr, hvor bureauet, udover at højne kvaliteten også øver sig på at blive stadigt mere effektiv i produktionen af reklamefilm og online video.

Blandt de unge instruktører, som man nu noterer som “venner af huset” finder man f.eks. Daniel Kragh-Jacobsen, som vandt Young Directors i år Cannes Lions og senest er blevet signet af Ridley Scott’s Black Dog i England, og Casper Balslev som bl.a. står bag Royal Rock, Han Kjøbenhavn og flere internationale musikvideoer – flere af dem med Spoiled som producent.