DDB-kreativ har succes med modemærke

Peter Engholm
25@mail.dk

Så meget at han nu har sagt farvel til bureaubranchen. Det drejer sig om mærket Han Kjøbenhavn. Strategien er diskret, markedsføringen er iøjnefaldende. Se seneste film her.

“Modefilm er en følelse, og det her er i dén grad en mood-film. Ældre mænd og unge kvinder i den aktuelle kollektion fra Han Kjøbenhavn. Vi har produceret filmene – og Casper Balslev har instrueret – fordi vi gerne vil være med til at lave noget fedt. Og filmene er måske nok mærkelige, men de er først og fremmest fede. Og det er godt håndværk hele vejen rundt – ligesom tøjet,” siger Thor Brammer Jacobsen, producer hos Spoiled Productions.

Seneste film fra tøjmærket Han Kjøbenhavn er netop blevet lanceret. Og kan ses her.

Det er den tredje i rækken, og Spoiled Productions og Casper Balslev har stået for første og tredje, mens Asger Leth og Nobody var instruktør og producent på den anden.

At det kreative håndværk holder, er måske ikke så overraskende, når kunden også er født ud af den kreative branche: Jannik Davidsen var i fire år ADer på Robert/Boisen & Like-minded, hvor han og makkeren Rasmus Gottliebsen bl.a. var involveret i Spies og Interflora, indtil DDB i sommeren 2010 fik hentet dem som nyt kreativ team.

Men Jannik Davidsen vinkede for et par måneder siden bureaubranchen farvel til fordel for modebranchen. I 2008, mens han stadig var på Robert/Boisen, stiftede han Han Kjøbenhavn sammen med Tim Faith Hancock, der hidtil har været salgs- og PR-ansvarlig – samt jeans-designer – for en række internationale tøjbrands. Også Hancock arbejdede indtil for nylig fuld tid ved siden af Han Kjøbenhavn.

Det begydte med en brille-kollektion, og det lille overskud blev investeret i at lave en “apparel kollektion”.

Han Kjøbenhavn lever et stilfærdigt, selvstændigt og stærkt liv – forstået sådan, at man ikke er specielt udadvendt. Man deltager således ikke i den københavnske modeuge og er selektiv med hensyn til de butikker, tøjet skal ligge i.

Og hvad angår den aktuelle film, er det – påpeger Jannik Davidsen – ikke en reklamefilm i traditionel forstand.

“Det er en interaktiv lookbook for den kommende kollektion. Vi har selvfølgelig leget med det traditionelle format, så udtrykket bliver mere image og mindre produkt. I den forbindelse er det vigtigt, at kollektionen ikke bliver piedestaliseret, men at det i stedet er historien og karaktererne, der driver det,” siger Jannik Davidsen.

Hvad angår indsigten, medgiver Jannik Davidsen, at der nok skal være plannere, der vil snakke om at bryde konventioner – idet der ikke bruges modeller i ordets kælne forstand … tværtimod.

“Det er ikke noget, vi har taget udgangspunkt i, men vi er selvfølgelig opmærksom på det. På samme måde er vi opmærksomme på ikke at arbejde med payoffs: Det handler om at eksekvere, hvad Han Kjøbenhavn er i historien – og ikke påkliste et budskab til sidst,” siger Jannik Davidsen.