Siden 2010 har DDB Copenhagen samarbejdet med chips-producenten Kims omkring koncept, emballage og nye produkter.
Nu har bureauet udviklet et nyt design til de nye chips All In, som er målrettet de unge forbrugere. Et design som man med bureauts egne ord ”ikke behøver at forstå”.
Eller som Clara Prior, Senior Kreativ DDB Copenhagen, siger:
”Der er meget i designet, der egentlig ikke giver mening – og det er meningen.”
Kasper Dohlmann, Senior Kreativ hos DDB Copenhagen forklarer:
“Målgruppen er unge, der spiser mange chips og snacks. De har deres eget sprog og deres egen humor. De befinder sig dagligt på sociale medier og for dem forekommer interaktion herpå helt naturligt. Målgruppens indforståethed og humor, ses i ofte i form af memes, som vi har lånt af til emballagedesignet. Og tanken bag designet og de nye chips er at omfavne den skørhed, der hersker i de unges livsstil, som er fyldt med variation og skiftende interesser og give dem noget at snakke med hinanden om.”
Kasper Dohlman tilføjer, at man godt kunne have lavet et emballagedesign i minimalistisk design og neutral farve, men at man hellere ville hellere gøre det lidt festligt og få det til at stikke ud på hylderne.
“Selvfølgelig vil der være nogen, som synes at designet er mærkeligt, men det er også ok. Vi skal ikke være noget for alle, men derimod noget særligt for målgruppen. Her tror vi på, at der er mange, som vil købe ind i humoren og den uhøjtidelige stemning.”
Strategic director, Puk Rohde, tilføjer:
”KiMs har den helt rigtige brand personlighed til at levere produkter og kommunikation, som taler direkte til lysten og ufornuften. Men KiM’s må aldrig blive ’Dad at the Disco’. Derfor skal All In fungere lidt som et teenageværelse. Det skal være et univers på de unges præmisser, hvor de definerer reglerne. Og så skal de kunne lukke døren til deres indforståede humor og ikke føle sig forpligtede til at lukke de voksne ind.”
Kampagnen for chips’ne vil senere blive aktiveret på de sociale medier.