DDB vinder rejsekunde med store ambitioner

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Ambitionerne er internationale, og DDB skal starte med at udforme en ny kommunikations-platform.

For godt en måned siden valgte det danske rejsesite, Momondo, at indlede et samarbejde med mediabureauet MEC. Samtidig havde man også indledt et samarbejde med Co+, men her var marketingdirektør, Tore Pein Jensen, lidt mere tilbageholdende med at karakterisere det som et egentlig bureauvalg.

Med god grund. For det var det ikke.

Co+ havde hjulpet med at tilpasse tv-reklamer i forbindelse med en stor international satsning, og Momondo har fortsat et samarbejde med Co+ – men nu fortæller man, at selskabet har valgt DDB som sit nye globale lead-bureau, og første opgave bliver at udvikle en kreativ kommunikationsplatform, der skal være med til at sikre de globale vækstambitioner.

”Vi har en enorm udfordring foran os, og skal som dansk selskab opnå en fordobling af omsætningen – år efter år – med hele omsætningsstigningen fra udlandet. Derfor er vi også gået efter et internationalt netværksbureau, og valget er faldet på DDB Copenhagen”, siger Tore Pein Jensen og fortsætter:

 ”Vi har en meget stærk position i Danmark, og målet er en lige så stærk position i både Sverige, Norge, Finland og Rusland indenfor meget kort tid, og på mellemlang sigt i resten af Europa. Derfor giver det mening at tappe ind i et netværk med let adgang til dygtige, lokale kompetencer.”

DDB er ikke valgt efter en konkurrence. Momondo har haft nogle samtaler med forskellige bureauer, men valgte at lade DDB byde ind på opgaven og det overbeviste selskabet.

”Vi glæder os til at arbejde med så stærkt et brand og involvere vores netværk af kompetencer i den kreative og spændende proces det bliver at skabe en integreret kommunikationsplatform, der matcher Momondo’s internationale udsyn og ambitioner,” siger adm. dir. Pernille Gjøls-Andersen, DDB.

Samarbejdet med Co+ vedrører et content-samarbejde.

”Pt er vi i gang med et meget spændende contentsamarbejde med Co+ og TV3, nemlig 100 Subkulturer, og det er klart, at vi vil fortsætte det samarbejde. I det hele taget er vi altid åbne overfor nye måder at gøre tingene på – det ligger i vores DNA,” siger Tore Pein Jensen – der i øvrigt har en fortid hos både DDB og Co+.