DDB’s nye ledelse: Iværksætter-kultur skal præge bureauet

Peter Engholm,
journalist

Mikkel Jønsson har bygget bureau, Annette Piilgaard har genopbygget. Så drastisk går de ikke til værks med NORD DDB, men bureauet skal tilbage til storhed med iværksætter-kulturens dyder. Og de ta’ en tår af egen medicin.

DDB er verdenskendt for sin banebrydende kreativitet og stærke planner-afdeling. Og herhjemme var bureauet for en håndfuld år siden i Top5, både i forhold til awards og brandstyrke. 

Men som bureauer ved bedre end de fleste, så skal brands plejes konstant, og her har det haltet hos Nord DDB Copenhagen, som bureauet hedder i dag – et navneskift, der også har kostet i kendskabsgrad blandt annoncørerne i den seneste imageanalyse. Læg dertil skiftende ledelser de seneste par år. Og awards? De hentes stadig, men ved Creative Circle Award for nylig var der ingen cirkler og blot en enkelt shortliste.

Det kalder på opsmøgede ærmer hos Annette Piilgaard og Mikkel Jønsson, der 1. juli tiltrådte som hhv. CEO og executive creative officer. De er tillige også blevet partnere, oven på en ændret ejerstruktur.

DDB-duoen går til arbejdet med noget, der ligner et doseret mix af optimisme og realisme:

”Bureauets arbejde befinder sig på et højt niveau. Men der skal ske mere. Vi vil have bureauet tilbage på toppen, hvor det historisk har hørt til. Men min erfaring siger, at det tager tid at rykke et bureau – og DDB har generelt ikke helt været top of mind de senere år,” siger Annette Piilgaard.

Hun suppleres af Mikkel Jønsson:

”Bureauet har ikke mindst sammen med McDonald’s skabt resultater i form af vækst og udvikling af brand. På award-fronten har det dog ikke kastet så meget af sig som tidligere. Men fundamentet er tilstede – yderst kompetente mennesker tjekker hver dag ind på bureauet, og kundelisten tæller kendte og succesrige brands.”

Kulturforandring og iværksætterånd
Annette Piilgaard var – som adm. dir. for Saatchi – hovedkraften i at genrejse bureauet, mens Mikkel Jønsson i sine 18 år i Publicis Groupe var med til at stifte Publicis/Reputation.

Begge understreger imidlertid, at det ikke udelukkende er bygge- eller genopbygge-erfaringer, der skal i spil hos DDB – i al fald ikke på bureauplan:

”Det er først og fremmest en ledelsesopgave. Og den kontinuerlige ledelse, som ofte er afgørende for at få skabt en samlet retning og få det ekstra frem, har manglet,” siger Annette Piilgaard.

Selv om der ikke skal bygges fra bunden, så ændrer det ikke ved, at der skal lægges kræfter i:

”Vi ved, hvor vi vil hen, og hvad der kan give os en større plads i markedet og på award-listerne. Nord DDB har en lang og stolt historie, men tiden er en anden nu, og det bliver i høj grad iværksætter-kulturens dyder, der kommer til at præge bureauet. Vi skal turde mere og ikke være bange for at begå fejl. Ellers får vi aldrig løftet os det sidste stykke,” siger Mikkel Jønsson.

Modet til at begå fejl – men det er uforandret kundens penge …

”Hvis man ønsker et andet resultat end det, man plejer at få, så skal man gøre noget andet end det, man plejer at gøre. Vi har en hel afdeling, der arbejder med kulturelle indsigter og strategi, og kreativiteten vil altid være solidt funderet på dette. Et dybt rationale, der er modigt eksekveret, og som rykker grænser. Vel at mærke grænser, kunderne er med på at skubbe,” siger Annette Piilgaard.

Det lyder som om, at I også skal have nogle nye kunder …

”Vi skal – som et hvert andet bureau – være aktive på new bizz. Det har af flere grunde været noget forsømt hos Nord DDB, men der skal vi op på den helt store klinge, være synlige og udfolde kreativiteten max,” siger Mikkel Jønsson.

Markedsføringen kommer til at fylde mere end hidtil, og de udadvendte aktiviteter vil ikke kun omfatte new bizz. Annette Piilgaard siger:

”De færreste bureauer tager deres egen medicin. Det vil vi gøre, og man kommer til at se mere til os. Til new bizz kan bl.a. føjes rekruttering – ikke mindst i forhold til talenter.”

Nord DDB Copenhagen har 30 medarbejdere. I næste uge tiltræder, som omtalt på Bureaubiz, René Sohn Kammersgaard som ny kreativ direktør. Og andre ansættelser vil følge, antyder Annette Piilgaard – uden ønske om at være mere konkret end som så:

”Vi vil gerne vokse. Der ligger en klar ambition om at blive større i alle nordiske lande. Men vi gør det ikke med meldingen om, at vi om et år ser sådan og sådan ud. Lige nu handler det for Mikkel, mig og resten af ledelsen om at bruge vores erfaring og energi på at få forløst mere af bureauets enorme potentiale. Det er vores opgave – og vores pligt over for alle de fantastiske mennesker, som gennem tiden har gjort DDB til noget særligt.”