10. Christine O’Donnell
“Witch“
Delaware
Christine O’Donnells reaktion på rygterne om – og i et Bill Maher-show indrømmelsen af – at hun sin tid havde fiflet lidt med heksekunster. Fred Davis, med adskillige politiske reklamer i mappen, kom på opgaven … der gav bagslag. “I’m not a witch” lød erklæringen, der 1) blev parodieret 2) holdt hekserygterne i live og 3) fik O’Donnell til åbent at fortryde, at reklamen nogensinde var lavet. Til slutreplikken “I’m you” kan man kun svare “I hope not”. O’Donnell vandt republikanernes primærvalg, men tabte stort til demokraternes Chris Coons om en plads i senatet.
9. Democratic Senatorial Campaign Committee
“Transformer“
(anti-Mark Kirk)
Illinois
The Democratic Senatorial Campaign Committee hævdede, at republikaneren Mark Kirk var blevet en transformer, idet han lader som om, at han er moderat, men hans handlinger viser noget helt andet. Ikke desto mindre blev Mark Kirk valgt.
8. Dale Peterson
“Get Away From That!”
(pro-John McMillan)
Alabama
Det er Alabama, hvor skydevåbenet forlængst har udkonkurreret hunden som menneskets bedste ven. Dale Peterson viftede pænt med sin pistol i sin egen valgvideo – det hjalp ikke meget – men han fortsætter stilen i en støtte-sag for sin tidligere rival, John McMillian. Denne gang med et gevær. Peterson er ude i denne omgang, men spås en fremtid i politik – eller vagtværn.
7. Mike Weinstein
“Representing District 19“
Florida
Den første af to musikalske indslag på listen – denne her er en gennemført tak-til-80erne sang, der hylder republikaneren Mike Weinstein, Florida. Det er sønnike, Scott Leigh, der står bag den sære video, og den eneste grund til, at han ikke er gjort arveløs, er, at Weinstein ikke har nogen modkandidater.
6. Rudy Moise
“Rudy Moise for Congress Music Video“
Florida
Rudy Moise, der stillede op til kongressen i Florida, formåede at overgå Mike Weinstein med sin musikvideo. Hvis man stemte med krummede tæer, ville Moise være sikker på valg. Den velhavende læge med Haiti-rødder har ikke kun politiske ambitioner, men også kunstneriske – sådan da: Han finansierer B-film … med sig selv i hovedrollen. Desværre tabte Moise til Frederica Wilson i demokraternes primærvalg.
5. John Oxendine
“The Rat vs. the Ox“
(anti-Roy Barnes)
Georgia
Æsops Fabler II – John Oxendine, republikansk kandidat til guvernørposten i Georgia, kalder sig selv for ‘the ox’ og modstanderen, Roy Barnes, for en rotte i denne bizarre discount-animation. Oxendine var udset til at være republikanernes favorit, men primærvalget var helt til rotterne, og han blev blot nr. 4.
4. Carly Fiorina
“Hot Air: The Movie“
(anti-Barbara Boxer)
California
“Ingen ved, hvorfra den kom.” Speakeren har gravrøststemmen fremme i den sære forestilling – skabt af Fred Davis (der var han igen) – der portrætterer Barbara Boxer som en fritsvævende trussel for Californien. Løsningen er Carly Fiorina – og dog. Boxer blev valgt til senatet.
3. Tim Burns
“Attack of the 50-Foot Pelosi“
(anti-Nancy Pelosi)
Pennsylvania
Et flot stykke CGI-arbejde, der fremstiller demokraternes Nancy Pelosi som en hærgrende kæmpe, der træder lille hr. og fru vælger under fode. Tim Burns, kongres-kandidat fra Pennsylvania, meldte sig som David til at kæmpe mod denne kvindelige Goliat. Først sku’ han lige besejre demokraternes Mark Critz på hjemmebanen, og det lykkedes ikke.
2. Carly Fiorina
“FCINO“
(anti-Tom Campbell)
California
Endnu en Fred Davis-produktion, endnu et Carly Fiorina-spot, endnu en anti-modstander film – denne gang rettet mod Tom Campbell. Og vi får den ind med skeer: En dyre-analogi (ulv i fåreklæder – helt bogstaveligt), pompøs musik og en kæk forkortelselse i form af FCINO (Fiscal Conservative in Name Only). Fred Davis, påpeger AdWeek, er enten debil eller genial. Han sikrer sine kandidater massiv omtale, men også latterliggørelse. Valget kunnet han – som nævnt i film nr. 4 – ikke sikre Fiorina,
1. Level the Playing Field
“Avatar“
(anti-Meg Whitman)
California
Level the Playing Field, en kampagnegruppe hos demokraterne, gik imod den dollarspækkede valgmaskine, der kører for tidligere eBay-direktør Meg Whitman. Det skete med dette spot, der – ved at få republikaneren til at fremstå dum, ja faktisk skræmmende, som en online-avatar – lykkedes med sit forehavende: Demokraten Jerry Brown blev valgt som Californiens nye guvernør.