Af Peter Engholm 25@mail.dk

I nat udfoldede NFL-stjernerne sig – i dag er det de kreatives tur. Deres indsats består i at bedømme de mange film, der blev vist i verdens største reklamevindue.

For hardcore Super Bowl-seere – findes der andre slags? – er det vigtigt at have alt inden for rækkevidde, snacks og drikkervarer, så man ikke går glip af noget, herunder de længe ventede og stærkt hypede reklamer.

New York Giants vandt den sportslige del af Super Bowl – men hvem vandt reklamedelen? Det er den diskussion, der udspiller sig dagen derpå.

Skulle du have foretrukket eksempelvis nattesøvn frem for den dersens finale i amerikansk fodbold, så er her nogle udvalgte højdepunkter – og bundskrabere, ikke at forglemme. For lige så inspirerende, de fede film kan være, lige så imponerende er det at se store virksomheder fyre kassen og renomme’et af på film, der lander uelegant som en vingeskudt måge.

AdAge fremhæver den fede håndfuld:

Kia Optima – svært for danskere at forestille sig en Kia spille en markant rolle i en drøm … ikke desto mindre er det tilfældet i denne film, der har flere (aldrende) stjerner med.

Cars.com – et reserve-hoved, bl.a. set i Men In Black II for ti år siden – men det virker åbenbart stadig og er ikke uden charme.

Chevy Sonicstunts galore. Bilen bungee jumper, springer i faldskærm, kickflipper og laver også lige en musikvideo med OK Go.

Honda Acura – Jerry Seinfeld tager alle kneb i brug for at få fingrene i den første nye NSX, men Jay Leno overhaler ham indenom, eller ovenfra, eller noget.

Bud Light – vor tids St. Bernhard, ikke med brandy-tønde om halsen, men mindre kan bestemt gøre det.

Og så er der de ærgerlige film:

PepsiMax – man har holdt en længere Super Bowl-pause, og dét er alt, hvad de har at byde på?

NFL – der har været flere kontroverser i National Football League, inkl. uenighed mellem spillere og klubejere op til denne sæson, og så bruger man denne lejlighed (af alle) til at minde folk om det.

CareerBuilder – er dine kolleger platte chimpanser? Er ideen set før? Og er pointen afleveret hurtigere i de andre film?

TaxACT.com – pengene er brugt på at forbinde dette revisions-program med at tisse i poolen. Blæret …

Teleflora – de danske Interflora-reklamer er rigtig gode – og virkelig gode, sammenlignet med denne her. Teleflora ignorerer, hvad kvinder har forsøgt at lære mænd de seneste mange årtier: At en gave eller date ikke er en del af en udvekslingsaftale, der partout skal indebære fysiske løjer senere på aftenen.

Et andet site, www.superbowl-commercials.org – titlen afslører vist alt – peger på de 5 værste og de 10 bedste.

Pepsi topper – i bunden, vel at mærke – og det understreger blot bredden af koncernens manglende formåen, for det er med en anden film end PepsiMax. Her spiller – okay; spiller og spiller – Elton John en overpyntet konge …

Blandt de andre ringe film er Coca Colas isbjørne, der ikke har noget på hjerte, og H&Ms David Beckham, der er frygteligt fejlplaceret i Super Bowl-blokkene.

Blandt sitets 10 favoritter er et par gengangere fra AdAges liste – Kia og Honda – men også en helt ny nr. 1.

Helt original kan man ikke kalde Chryslers film, for den spiller videre på samme storladne vi-har-været-nede-at-slikke-bunden-men-vi-rejser-os tema fra sidste års stærke Super Bowl-film; Imported Form Detroit med Eminem.

Filmen blev vist i pausen ved half-time, og til at vise vejen frem og fortælle os, at nu venter anden halvdel i mere end én forstand, hiver man en mand ind, der med sine 81 år nok har set en del, men næppe vil være i nærheden til at holde os i hånden de næste mange år: Clint Eastwood. Men hatten af for at turde være svulstig uden at blinke. Og bruge to min. giga-dyr reklametid på det.

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club