Colman de Silva etablerede i 2010 sammen med Andreas Wagner det digitale bureau, Koalition i New York.
I dag fortæller Colman de Silva i en artikel i Berlingske Business Magasin om, hvordan han ser på de danske multimedieuddannelser og hvordan danskerne – selvom de også har fordele frem for amerikanerne – kan og skal blive bedre.
Colman de Silva, der før han etablerede Koalition, arbejdede otte år hos Vertic, er selv uddannet datamatiker samt multimediedesigner fra Odense Tekniske Skole.
Han mener, at de danske multimedieuddannelser er præget af undervisere, som ikke har fingeren på pulsen, og at kontakten mellem erhvervsliv og uddannelsesinstitutioner ikke er tæt nok.
Colman de Silvas bureau tager selv imod danske praktikanter, men oplever, at de ’som hovedløse kyllinger ikke har styr på processerne’. Praktikanterne ved for lidt om hvad der sker her og nu og har i det hele taget for lidt almen viden om branchen.
Ydermere ved de for lidt om de teknologiske muligheder, mener Colman de Silva:
”Der er fuldt tryk på digitalt design lige nu, men det nytter ikke kun at have designforståelse. Det er nødvendigt at have teknologisk indsigt”.
Samtidig så han gerne, at danskerne var lige så stærke på ny viden og lige så gode til at præsentere sig selv, som amerikanerne er.
Til gengæld oplever han, at f.eks. danskere er bedre til at løse opgaverne på en selvstændig måde, hvor amerikanerne gør det, de er blevet bedt om.
For Colman de Silva vil den ideelle digitale udvikler i oplevelsesindustrien være en kombination af skandinavisk arbejdsmoral, selvstændighed og forståelse for design, parret med amerikansk indsigt i teknologiens udvikling.
”Vi har den simple æstetik med i rygsækken. Men du skal kunne mere end det, hvis du vil gøre karriere i vores branche. Du skal tænke selv, innovere, være med på noderne og hele tiden udfordre dig selv og dine kolleger”, siger han til Berlingske Business Magasin (Berlingske Business Magasin, p. 64-68).