Omnibusavisen er død og aviserne skal lære at kæle for deres målgruppe. Men branchen er for indadvendt.
Professor Anker Brink Lund udtrykte det i lørdags i Jyllands-Posten således:
“De fleste journalister har ikke forstået noget som helst af, hvad sagen drejer sig om.
De vil helst blive ved med at skrive til hinanden. Læserne vil måske gerne bekræftes, men de vil også gerne provokeres.
På en begavet måde.
Journalisterne skal forstå, at de skriver til læsere, der i stigende grad er bedre uddannede, end de selv er. Det er nemlig det segment, der stadig betaler for en avis. Derfor er læserne også en ressource, og hvis man virkelig kender sine kernelæsere, kan man gøre avisen interessant for annoncørerne. Og det kan man sagtens gøre uden at give køb på den publicistiske etos.”
Anker Brink Lund gav i artiklen desuden udtryk for, at han ikke er imponeret af det arbejde, der for nærværende udføres i dagbladsbranchen:
“Man savner tilsyneladende incitament til at udvikle tingene. Chefredaktørerne er typisk journalister, der er blevet forfremmet, og de har derfor ikke stor indsigt i økonomi eller ledelse. Bestyrelsen forvalter en fond og har ikke selv penge i klemme.
Medarbejderne kommer med deres meget traditionelle opfattelse af deres fag, og de tilbageværende læsere vil helst have, at alt er, som det plejer, at krydsordene står, hvor de plejer, sammen med tv-programmet, og at avisen ikke er våd, når den bliver afleveret. Derfor er fornyelsen kommet til at handle meget om format, men overgangen til tabloid løser bare ingen af de grundlæggende problemer.”
Den publicistiske etos, som Anker Brink Lund taler om, er den seriøse morgenavis’ tre grundværdier. For det første skal man bringe, hvad der er væsentligt. For det andet fascinationsstoffet, f. eks. kongestof, som ikke er væsentligt, men som mange interesserer sig for alligevel. Og så er der den tredje kategori, det partikulære, dvs. det relevante for de betalende læsere.
Her kan avisen kæle for sin målgruppe.
