Ethvert politisk parti herhjemme vil gerne kommunikere til – og i mange tilfælde også med – sine vælgere, men der er stor forskel på, hvordan det sker.
Analysefirmaet MyResearch har i samarbejde med mediabureauet Starcom udarbejdet “Det Digitale Sundhedstjek 2011”, der omfatter 19 branchers og 119 virksomheders digitale performance – målt på 29 forskellige digitale parametre som webbutik, YouTube-kanal og nyhedsbrev.
Og den “politiske branche” placerer sig i den øvre del af midterfeltet, når det gælder om at benytte sig af de digitale muligheder – lige efter flyselskaber og hvidevarer, og lige foran forsikring og spiludbydere.
Men indbyrdes mellem partierne er der stor forskel: De radikale topper med en digital performance score på 55 pct., efterfulgt af SF med 52 pct. Herefter følger i rækkefølge Venstre, Konservative, Liberal Alliance, Socialdemokraterne, mens bagtroppen udgøres af Enhedslisten med 34 pct. og Dansk Folkeparti med en digital score på beskedne 23 pct. Af de to sidstnævnte er Enhedslistens score nok den mest overraskende.
“Radikale Venstre vil gerne være dér, hvor vælgerne er – også digitalt. Samtidig er de digitale muligheder så fragmenterede, at man ikke alene kan satse på en hjemmeside og tro, at alle læser indholdet – det ville i givet fald kræve en ganske betydelig annoncering, og de penge har vi som lille parti ikke,” siger David Aurvig, der er webmaster i Det Radikale Venstre.
Og netop det beskedne budget spiller aktivt ind i partiets digitale strategi.
“Vi må finde andre veje til at navigere – og være med på beatet, uden at det koster andet end vores tid – og dén har vi til gengæld også investeret. Ud fra devisen om at valget vindes mellem valgene og ikke i selve valgkampen har vi længe været aktive i digitale dialog-medier som Twitter og Facebook, og det er personer som Margrethe Vestager, der sidder og besvarer spørgsmål,” siger David Aurvig.
At De Radikale scorer 55 pct. mod Dansk Folkepartis 23 pct, gør ikke sidstnævnte til et analogt parti – for samtlige politiske partier er med på den digitale vogn, når det gælder Facebook-gruppe, wikipedia, svarer på email og muligheden for at tilmelde sig nyhedsbrev. Og stort set alle partier twitter og har link til sociale netværk. Til gengæld viser undersøgelsen, at de politiske partier ligger under branche-snittet på f.eks. brugerfeedback, apps til iPhone/Andriod og banneraktivitet.
Og når alt dette så er fortalt, så er man jo nødt til at stille spørgsmålet om, hvad partierne så får ud af deres digitale investeringer.
Umiddelbart er partiers ROI – for nu at hoppe over i marketingsproget – jo ganske let at definere: hvor mange vælgere har de.
Skal man dømme på meningsmålinger, så er der ikke umiddelbart nogen sammenhæng mellem digital performance og vælgermæssig succes. Det kan der så sikkert kloges en masse på – for de radikales vedkommende kan man f.eks. stille spørgsmålet om, hvordan situationen ville være, hvis de lod være med de digitale investeringer.
Der er også selve produktet – og det samlede markedsføringstryk. Som jo heller ikke nødvendigvis har en klar sammenhæng med resultater.
Men mon ikke Bureaubiz’ læsere selv har mange vurderinger?
