Den grønne dagsorden bliver blå

Hanne
Feldthus

Det må være surt at være folkesocialist, når det er BMW og Walmart, som sætter den bæredygtige dagsorden. Men miljøministeren overraskede på CSR-konference.

Hun ligner en marketingdirektør i den dyre ende. Sådan en der har trådt sine barnesko som konsulent i McKinsey og siden har arbejdet sig op i en stor dansk eksportvirksomhed.

Hun taler som en trendforsker, velargumenteret og med styr på årsagssammenhængene. Ingen fanatisme eller ideologi, ingen naive betragtninger. Alt er nøgternt og velovervejet.

Slet ikke så ulidelig skinger som en af hendes forgængere, den konservative Connie Hedegaard, der rutinemæssigt gik langt over stregen i sin iver for at overbevise os alle sammen om jordens snarlige undergang.

Hendes navn er Ida Auken, hun er SF’er og miljøminister og var gårsdagens ikke programsatte indslag på CSR-konferencen ”Who cares wins”.

Hendes budskab var på linje på med hovedtalerens, og han er tilsyneladende professoral guru i de kredse. Hans navn er Wayne Visser, og ham kan man godt tjekke ud. Hans credentials er under alle omstændigheder for mange til at kunne blive opregnet her. Når amerikanske professorer går amok, går det stærkt.

Nå, vi skal til sagen. Bortset fra at sagen også hænger sammen med talernes habitus. Bæredygtighed er ikke længere forbeholdt en snæver kreds af halalhippier. Det er blevet blåt.

Og det er det naturligvis, fordi nødvendigheden trænger sig på, og der begynder at være ikke bare brandingværdi, men også penge i det.

Her kan jeg blot referere min nye veninde Ida for at gøre problemstillingen klokkeklar.

Hun forklarer, at fra år 1900 til år 2000 er prisen på råvarer faldet og faldet og faldet. Og så vupti er prisen de sidste 12 år steget ligeså meget, som den faldt de foregående 100 år. Og det ser ikke ud til at ville vende igen. Der er nemlig et par kinesere og nogle indere, der har fået smag for forbrug, og der er flere af dem, hvor de kommer fra.

Det er således sund fornuft at spare, hvor der spares kan, for der er ikke nok af alt det, vi skal bruge, hvis vi bliver ved med at producere, som vi gør i dag. Og dem der regner den ud først, får automatisk forbedret sin konkurrenceevne. Ida har en god sag, det er ikke længere et spørgsmål OM, men om HVORNÅR, man som virksomhed kommer med på vognen.

Her blev BMW i flere indlæg fremhævet som virkelige trendsættere. De har ved at genbruge al plast og al stål i deres biler opnået en besparelse på 10% af produktionsprisen.

På udvalgte modeller er der kun 8 gram tilbage, når de er færdige med at genbruge. Det har gjort dem til årets mest bæredygtige bil adskillige gange. Det er også godt for deres brand, for er der noget, direktører gerne vil, så er det at sende de rigtige signaler. Og man lider jo ingen afsavn ved at køre BMW.

Men, men, men det med signalerne er ikke nok. Det nytter ikke noget at køre rundt i den rigtige bil, hvis man samtidig opfører sig som et svin på andre områder.

Og når ret skal være ret, så er der jo rigtig mange, der stadig ikke har forstået, hvad CSR går ud på. De tror, at hvis de donerer lidt til kræftens bekæmpelse, ansætter et par handicappede eller genbruger kontorets papirer uden at tage fat, hvor det virkelig gør ondt i produktionen, så er den hellige grav vel forvaret.

Der er lang vej hjem, men ikke så lang, som der har været, hvilket kan anskueliggøres ved, at Wallmart – verdens største og mest brutale hypermarkedskæde – arbejder ud fra en no choice-tankegang.

Når de går ind, går de all in. De har således besluttet, at alle deres bomuldsprodukter skal være organic. Forbrugerne har ikke længere noget valg. Hvis de vil købe en T-shirt i Walmart, så er den økologisk, færdig bum. Tilsvarende med deres fiskeprodukter. Du kan enten købe bæredygtige fisk eller gå et andet sted hen.

Man kan kun håbe, at de fortsætter hele vejen igennem deres kolossale sortiment, for så sker der noget … ikke også Irma, Brugsen, Føtex og Bilka?

Når man hører om sådan noget, bliver jeg personligt virkelig træt af at være dansker. Vi tror, vi kan så meget, og så går vi i så små sko.

Og her vil jeg så vende tilbage til Ida. Søde, dygtige, begavede Ida. Det er ikke nok, at jeg gang på gang ser dig på TV nævne den grønne dagsorden. Når du taler om grøn omstilling og kommer til at nævne vindmøller, så tænker jeg kun på Ditlev Engel og hans mis-management af Vestas.

Ida, du er nød til at øve dig i rent faktisk at aktivere din dagsorden og forklare mig og alle andre leverpostejsdanskere, hvad det går ud på. At det ikke kun handler om solceller, vindmøller, biogas og elbiler, man at det angår alle virksomheder. At det ikke handler om afsavn og betalingsringe, men om vejen til konkurrencefordele og vækst.

Men måske er det vælgermæssigt ærgerligt for en folkesocialist, at hendes politiske USP er blevet blåt.

Tjek Who cares wins ud her (http://www.whocareswins.dk/)

Hanne Feldthus er fast klummeskribent på Bureaubiz. Hun har udgivet bøgerne: “En arbejdsnarkomans bekendelser” og “Den stensikre vej til fiasko” og arbejder herudover som selvstændig kommunikationsrådgiver og branding-ekspert efter 12 år som strategisk direktør på reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners.

Hanne@hannefeldthus.dk