I Europa – og også i Danmark – har Fiats 500-model været et hit. Til gengæld ser det ikke ud til at gå efter planen at bruge modellen til et genindtog på det amerikanske marked.
Det fortæller AdAge. Målet har været at sælge 6000 biler om måneden, men det ser ikke ud til at lykkes at komme op på mere end det halve.
Om det skyldes en aversion mod den lille bil er usagt, men markedsføringen får under alle omstændigheder et ringe skudsmål.
Bl.a. har man kørt en reklamefilm med Jennifer Lopez, som af en bil-marketing ekspert er blevet kaldt for “muligvis den værste bilreklame i 10 år” (se den her).
Et af problemerne er, at det ikke er til at finde ud af, om det er en reklame for Fiat eller en musikvideo med Jennifer Lopez, og Fiat-Chryslers marketingdirektør, Olivier Francois, forsvarer den med, at der er tale om en produktplacering af bilen i Jennifer Lopez musikvideo for singlen “Papi”, og at man efterfølgende spurgte, om man måtte bruge materialet til en 30 sek trailer for musikvideoen.
Den forklaring købes dog ikke af alle, og kritikken stopper ikke der. For videoen henvender sig til kvinder – men den er indrykket i forbindelse med fodbold.
Fiat-Chrysler skal nu have et bureau til at hjælpe med markedsføringen af Fiat 500, og det bliver et af koncernens eksisterende bureauer, der omfatter bl.a. Wieden + Kennedy og Leo Burnett.
Men AdAge opruller, hvordan man tilsyneladende har anvendt et lille bureau i Michigan, Impatto, der var valgt af Fiat North America CEO, Laura Soave.
Det er dog Olivier Francois, der nu har ansvaret for markedsføringen, og han fortæller, at han aldrig har mødt Impatto.