- Bureaubiz fortsætter serien, hvor kreative sætter fingeren på et stykke overbevisende kommunikation, der kun har én større ulempe: At det ikke er lavet af dem selv – eller af nogen på deres bureau:
Reklamer må ikke lyve. Alligevel slipper Fakta og Uncle Grey fra det i deres “Det tager kun 5 minutter” kampagne. Vi ved jo allesammen godt, at det ikke passer. Men det gør ikke spor. For med sine vanvittige påfund har kampagnen gennem snart 10 år charmeret mig med sin uforudsigelighed og mangel på selvhøjtidelighed.
En gammel reklamesandhed fra jinglens tid er “If you’ve got nothing to say, sing it”. Normalt resulterer det i tom, uvedkommende og überglad kommunikation. Ikke her. Selv om det jo egentlig er det, Fakta gør. Synger om ingenting, altså.
Jeg har af gode grunde aldrig set briefingen og kender derfor ikke den opgave, Fakta stillede Uncle. Men hvad siger man, udover “Vi er billige” om en uinspirerende discountforretning med gymnasieelever ved kassen? Kan de love bedre service? Friskere produkter? Et lykkeligere liv?
Nej. Men det er der heller ikke nogen kunder, der regner med, når de træder ind i forretningen. At love bedre service eller friskere produkter ville være en løgn, der nemt kunne tilbagevises. Og netop i den erkendelse ligger, efter min mening, genistregen. Ved hjælp af den har Fakta i min bog sat sig uden for konkurrence i en kategori, der vælter med floskler, flag og højtråbende fæhoveder.
Fakta-kampagnens præmis om, at “vi gør alt for at holde på vores kunder”, er i mine øjne en af de største ideer, der er fostret i dansk reklame de seneste mange år. De eksekveringer, der er kommet ud af den, er så bizarre, at man bare må overgive sig. (Favoritterne er stadig “Stregkode” og “Toiletpapir ved mælken”).
Jeg elsker Fakta, netop fordi de ikke forsøger at overbevise mig om noget.
De har fået mig, og alle, jeg kender, til at smile. Fordi de ikke gør det sværere end det er. Og på den måde har de fået skabt sympati omkring mærket i en grad, der er sjælden for en reklamekampagne.
Derfor må kampagnen også være sin vægt værd i guld internt. Jeg vil tro, at det går lidt nemmere med pigerne i nattelivet i Vordingborg, hvis man er kassemedarbejder fra Fakta end ditto fra Netto. Den slags skal man heller ikke undervurdere.
Og så er der Jørn Hjorting. Jeg har hørt rygter om, at der findes råmateriale til mindst 4-5 film mere med ham. Må vi ikke nok se dem?
