”Der er en forretning i det”

Peter Engholm
25@mail.dk

Underskoven af forfattere, billedkunstnere og gallerier savner PR, og dét behov opfylder nystartede Pro Kommunikation. Men hvordan tjene på en kultur, der i forvejen savner penge?

“De store PR-bureauer kæmper om det samme marked, om de samme kunder. Vores kunder er de smalle kunstnere – den knap så kendte forfatter eller billedkunster, galleriet eller cafeen med kulturprofilen, der har ét til fælles: Ikke meget taletid i medierne. Deres behov for PR er stort,” siger Camilla Haargaard, direktør for Pro Kommunikation, der har eksisteret i knap halvanden måned.

Klar Blue Ocean – men er der overhovedet vand i havet? Hvad er business-casen i at promovere en kreativitet og kultur, der ikke bare savner opmærksomhed, men også penge?

“Der er en forretning i det. Vi har allerede nu fået mange henvendelser fra vores potentielle kunder – de har ikke råd til 15.000-20.000 kr. til pressemeddelelser, især hvis der ikke rigtigt sker mere end det. Men dels har vi sat vores priser under markedsniveau, og vores adresse er ikke ligefrem Bredgade, dels vil enkeltpersoner og mindre virksomheder gerne investere, når de kan se, at vi gør en forskel – og når de mål, der er sat op. Vi ved noget om kultur-PR, og vi skræddersyr rådgivningen”, siger Camilla Haargaard, der har været kommunikationsrådgiver i KommunikationsGruppen og Mark, Lindberg & Partners.

Selvfølgelig kan I gøre en forskel – de fleste af jeres kunder vil jo i givet fald aldrig have haft PR før …

“Ja, eller også har deres PR været en engangsfornøjelse, eller tilfældig – eller utilfredsstillende. Vi havde f.eks. forventet forfattere som kunder, men nogle af dem har bedt om at have deres forlag med indover. Forlagene har typisk deres egen presse/PR-afdeling, men de har været åbne: For vi støtter dem, med andre erfaringer og et nyt syn på kultur-PR, frem for at konkurrere med dem,” siger Camilla Haargaard.

Pro Kommunikation består ud over Camilla Haargaard af Vanessa Venn samt seks tilknyttede specialister.