Derfor er Venstres plakat genial

Peter Engholm
25@mail.dk

Venstres plakat til afstemningen den 3. december har hurtigt fået meget skidt skudt i skoene – men det er faktisk dens styrke.

Tænk at et EU-valg om retsforbehold i december kan fylde kommentarsporene i oktober. Venstres præsentation af sin plakat blev ganske vist ikke ledsaget af skulderklap: ”Ligner en nazi-plakat”, ”slår sig op på på nationalromantik” og ”Synes slet ikke om!!!”.

Kommentarerne handler åbenlyst mere om politik end om egentlig kommunikations-analyse. Adskillige kommentarer har følt anledning til at kæde den sammen med Dansk Folkeparti ved at linke til Morten Messeschmidt, og derved får de – måske ufrivilligt – givet en antydning af, hvad der er hensigten med plakaten. For den nationalistiske tone er DF-agtig – men DF siger altså nej, mens plakaten agiterer for et Ja. Det kan ligne en tanke.

Når det gælder kommunikationsfolk, så har Frederik Preisler, kreativ direktør i Mensch, kaldt den for forsimplet og banal.

Til gengæld er rosen helt uforbeholden fra kommunikationsrådgiver og forfatter, Hanne Feldthus:

”Plakaten er genial. Den siger det rigtige ”Styrk Danmarks politi” – og dermed har det ikke noget med EU at gøre. Og den viser det rigtige ved at være i familie med politimanden, der holder trafikken tilbage for ællingerne. Den er sindbilledet af verden, før den gik af lave, og før globaliseringen kom og åd os … og så er politimanden i dette tilfælde en kvinde,” siger Hanne Feldthus og tilføjer:


”Og længere er den ikke. Og længere skal den heller ikke være. For det er en plakat, og den skal afkodes hurtigt.”

Hanne Feldthus fremhæver desuden, at plakaten jo ikke henvender sig til Ja-sigere, men til et segment, hvor nationalismen spiller en stor rolle.

”Det her er strategisk fornuftigt: For Venstre gælder det om, at folk siger ja ved afstemningen, og det gør alle fornuftige Venstre-vælgere. Så denne plakat går lige i Dansk Folkepartis vælgere – nationalistiske tvivlere – og til dem er budskabet, at det ikke handler om EU, men om jer,” siger Hanne Feldthus.

En mere konspiratorisk person kunne måske også finde på at sige, at DF nu har fået sværere ved at lave deres kampagne.

Hanne Feldthus bakkes i øvrigt op af Peter Nedergaard, politolog og professor på Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, som tidligere på året – sammen med Elsebeth Aasted Schanz – udgav bogen ”Valget er dit! – den danske valgplakat i 100 år”.

”Jeg synes, at det er en rigtig flot og vellykket politisk plakat, som trækker på det bedste fra de danske valgplakaters storhedstid,” hedder det i en kommentar på Facebook, som uddybes således:

“Den trækker (bevidst eller ubevidst) på Thor Bøgelunds plakatkunst (han lavede både plakater for Socialdemokratiet, De Konservative og for ja’et i 1920). Symbolikken er tydelig (syd for pynten ved Kronborg, jf. Johannes V. Jensens digt og sang – Den Sømand har sin Enegang), og budskabet er klart pindet ud, som det var hos Bøgelund.”