Efter at have stået i spidsen for Danish Design Association i seks år, skal direktør Gitte Just nu være den, der får det bedste ud af Aarhus, når byen skal være europæisk kulturhovedstad i 2017.
Brancheforeningen for danske designvirksomheder har haft Gitte Just som direktør siden foreningen blev stiftet i 2008. Men den 1. september flyttes direktørens arbejdsplads til Aarhus, hvor hun skal være programdirektør for den Europæiske Kulturhovedstad 2017.
Det er ikke helt uvant for Gitte Just at arbejde med at fremme kulturen i en by. Tilbage i 1996, var hun projektchef, da København var kulturby.
Derudover har hun arbejdet som programchef for Øksnehallen i en fem-årig periode,været sekretariatsleder og programchef for NGO Forum i forbindelse med Social Summit i København i 1995 samt udsendt af Udenrigsministeriet i New York og Beijing som programkoordinator for NGO Forum on Women.
Martin Delfer, der er bestyrelsesformand i Danish Design Associaltion (DDA), og partner i Designit, siger om Gitte Justs fratrædelse:
”Gitte har gjort et formidabelt stykke arbejde med at udvikle DDA. Med sin store energi og professionalisme, har hun sammen med sekretariatet været en nøglefigur i opbygningen af en unik platform for faglige netværk og samarbejder på tværs af designbranchen. Vi kan kun ønske Aarhus stort tillykke med at have fået Gitte om bord, hun vil være perfekt til jobbet. I dag har Aarhus vundet en kapacitet, men vi vil gøre alt for ikke at tabe pusten”.
DDA går i gang med at finde en erstatning for Gitte Just og håber på at have den nye direktør på plads senest 1. august.